Sport30. august 2025 (opd. 30. august 2025)

Borussia Dortmund bekræfter farvel til Mike Tullberg

Ifølge flere medier skal Mike Tullberg være træner i FC Midtjylland. Og de rygter er nu et skridt tættere på at blive en realitet
Mike Tullberg virker nu til at være et skridt tættere på jobbet som FC Midtjylland-træner, efter Borussia Dortmund har bekræftet, at han stopper i den tyske klub.
Mike Tullberg virker nu til at være et skridt tættere på jobbet som FC Midtjylland-træner, efter Borussia Dortmund har bekræftet, at han stopper i den tyske klub.
 Foto: Heiko Becker/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske fodboldtræner Mike Tullberg står lørdag eftermiddag for sidste gang i spidsen for Borussia Dortmunds U23-hold.

Den tyske storklub bekræfter på sin hjemmeside, at Tullberg fortsætter karrieren et andet sted. Dortmund oplyser, at man har indkasseret en overgangssum for den afgående træner.

Tullberg er ifølge flere medier udset til at blive ny cheftræner i FC Midtjylland efter fyrede Thomas Thomasberg.

- Mike har i de forgangne år ydet et fagligt fremragende arbejde, har på en enestående måde identificeret sig med BVB og dokumenterede kvaliteten af sit arbejde ved at vinde det tyske juniormesterskab i 2022, siger Dortmund-direktør Lars Ricken.

Mike Tullberg kom til Dortmund i 2019. Han startede som U23-træner, men overtog hurtigt klubbens bedste ungdomshold, som han dirigerede indtil starten af denne sæson.

Her vendte han tilbage til U23-holdet, der spiller i Regionalliga West på fjerde niveau i det tyske ligahierarki.

Jobbet som talentudvikler har været mindre profileret i offentligheden, men Tullberg fik kortvarigt en tur i rampelyset, da han i januar blev indsat som midlertidig træner for Bundesliga-holdet efter fyringen af Nuri Sahin.

Her blev det til to kampe, der udløste fire point. Han førte derudover holdet til en sejr over Shakhtar Donetsk i Champions League.

- Borussia Dortmund har ikke kun præget mig som fodboldtræner, men også som menneske og har stor andel i min personlige udvikling i de forgangne seks år, siger Mike Tullberg.

- Jeg har fejret store triumfer i ungdomsafdelingen, haft mine første Bundesliga-kampe som træner for førsteholdet og også fået en Champions League-kamp. Det kunne jeg kun drømme om for seks år siden, lyder det fra danskeren.

Sponsoreret indhold