Bobby George afslører: Opbevarer amputeret tå hjemme på hylden

Det er muligvis svært at skille sig sådan for alvor ud fra mængden i en i forvejen farverig dartverden. Men op gennem især 1980'erne var få dartspillere så karismatiske og flamboyante som engelske Bobby George.
"King of Bling", som han blandt andet blev kaldt, var ikke ked af at skabe overskrifter, og selvom han er fyldt 79 år nu, så gør han det igen.
I hans nye bog "Still Here! The King of Bling" fortæller han blandt andet en ret så kuriøs historie om den ene af de fire tæer, han fik amputeret i 1999. Den genfortæller Daily Mail.
Tåen blev nemlig ikke kylet i skraldespanden. Den kom i stedet med hjem.
Skørt nok? Nej?
Så hør her.
Dartikonet har ikke bare taget den amputerede tå med hjem. Han har puttet den i en vodkaflaske og placeret den på en hylde i hustruen Marie og hans hjemmebar.
- Ingen tror på mig, før de ser mig uden sokker på, eller når de kommer med hjem til min bar og ser beviset for dem selv.
- Hvis jeg puttede den i vodka, ville den blive så smukt velbevaret. Så jeg tog den med hjem, hældte den i noget vodka, og nu har den et permanent hjem bag baren, fortæller han.
Amputationen af de fire tæer skyldtes en genetisk sygdom, der både resulterede i voldsomme smerter samt problemer med balancen.
Bobby George vandt flere store turneringer som aktiv. Ved VM blev det til to andenpladser.
Efter karrieren har George arbejdet som ekspert på BBC.