Blev kaldt verdens flotteste fodboldpige: Nu slår Line Røddik Hansen rod

LÆS OGSÅ: “X Factor”-dommeren Kwamie Liv sælger sin lejlighed
Da Line Røddik Hansen i 2020 officielt sagde farvel til karrieren som en af Danmarks dygtigste og bedst kendte fodboldspillere, skete det også med et image, der gør sig fremragende i mere kulørte blade.
Med rette er hun nemlig blevet kaldt en af verdens flotteste fodboldpiger af mediet Footy.
Men hun har både ben i næsen og benene solidt placeret på jorden til at få sig et liv efter tiden i rampelyset på fodboldbaner verden over.
Det viser hun i dag, hvor prioriteten i stedet er partneren Søren Clement Pedersen, 35, og deres til sommer toårige søn, Otto.
Således har parret sammen købt en murstensvilla fra 1927 i Vanløse, hvor de for alvor kan slå rod. De seneste år har de boet i hans andelslejlighed på Vesterbro, men efter familien fik vokseværk i sommeren 2021 er der brug for mere udenomsplads.

Netop plads får de nok af i Vanløse, hvor Line og Søren - for 5,25 millioner kroner - kan glæde sig til seks værelser fordelt over 117 kvadratmeter og en kælder på yderligere 71 kvadratmeter.
Der er også 617 kvadratmeter grund til huset, som uden tvivl kan beskæftige en dygtig håndværker, når der bliver brug for at modernisere det ind i 2023.
Så god var hun
Line Røddik Hansen har spillet i store klubber som Brøndby, Barcelona, Lyon og Ajax.
Hun har spillet 132 landskampe for Danmark og scoret 13 mål.
I 2012 blev hun kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark.
Hun har vundet det danske mesterskab med Brøndby to gange.
Nogle af pengene til det projekt kan de tage fra rabatten, de fik forhandlet sig til. Nemlig 245.000 kroner i forhold til den seneste udbudte pris.
Målt på prisen, som huset kostede tilbage i september 2022, hvor det kom på markedet, er besparelsen hele 745.000 kroner.