Blev gift for to uger siden: Nu er bokseren Georgia O’Connor død

LÆS OGSÅ: Trykkede to gange på tasten: Herefter fik han den hjerteskærende besked
- 09.05.2025. Den dag, hvor jeg giftede mig med mit livs kærlighed.
Sådan skrev bokseren Georgia O’Connor på Instagram 12. maj.
Men opslaget med den lykkelige nyhed endte med at blive bokserens sidste.
For i en alder af blot 25 år er hun død.
Det skriver blandt andet DAZN Boxing og IFL TV på X.
- Nogle virkelig triste nyheder, vi bringer til jer denne morgen. Den tidligere professionelle bokser Georgia O’Connor er på tragisk vis gået bort efter en kamp mod kræft i en alder af bare 25 år.
- Alle IFLs tanker er med Georgias familie og tætte venner. Hvil i paradis, Georgia.
Bokseren skrev et langt opslag på Instagram 31. januar, hvor hun afslørede, at hun havde kræft. En sjælden og aggressiv uhelbredelig form for kræft.
Dengang langede hun kraftigt ud efter lægerne, som ifølge hende ikke gad at lytte til hende, da hun bad om at få foretaget flere scanninger og blodprøver, da hun – inden diagnosen – græd på gulvet på grund af smerter.
For siden oktober havde hun været i konstant smerte, men det var først 17 uger senere, at lægerne diagnosticerede hende med kræft.
- Ikke en læge tog mig seriøs. Ikke en læge foretog scanninger eller blodprøver, som jeg tiggede om, mens jeg græd på gulvet. I stedet udskrev de mig. Gaslightede mig, fortalte mig, at det var intet, fik mig til at føle, at jeg overreagerede. De nægtede at scanne mig. De nægtede at undersøge. De NÆGTEDE at lytte. En af dem fortalte mig endda, at det alt sammen ”var i mit hoved”.
- Og nu? Nu har kræften spredt sig. Og hvis det ikke var nok, så har der gennem hele denne periode været blodpropper over alt i mine lunger. Det alene kunne have dræbt mig med det samme.
Som amatør vandt englænderen blandt andet guld i 2017 ved Commonwealth Youth Games, ligesom hun også vandt sølv og bronze i henholdsvis 2017 og 2018 til ungdomsverdensmesterskabet.
Hun tog skiftet fra amatør til professionel i 2021 og var ubesejret i de tre kampe, hun nåede at bokse.