Sport9. marts 2024 (opd. 9. marts 2024)

Blev 63 år: Carsten Albrektsen er død

Den tidligere håndboldtræner Carsten Albrektsen er død i en alder af 63 år
Det er Carsten Albrektsen til venstre.
Det er Carsten Albrektsen til venstre.
 Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Den tidligere cheftræner i GOG Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg Carsten Albrektsen er død i en alder af 63 år.

Det skriver Fyens Stiftstidende og Midtjyllands Avis lørdag på deres hjemmesider.

Fyens Stiftstidende beretter, at Albrektsen døde på sygehuset, hvor han har ligget i kunstig koma, efter at han var faldet om.

På Carsten Albrektsens Facebook-profil bekræfter familien, at Albrektsen døde fredag.

Fra 1999 til 2007 var han ansat i GOG i en periode, hvor den sydfynske håndboldklub især kæmpede med Kolding IF om tronen i dansk herrehåndbold.

Efter at have hentet flere DM-titler til GOG, fortsatte karrieren i Bjerringbro-Silkeborg, hvor Albrektsen var cheftræner fra 2007 til 2013, inden han overgik til en rolle som sportschef.

I de senere år har han blandt andet arbejdet som rådgiver for konsulentfirmaet OneNexus.

Hos OneNexus har han ifølge Midtjyllands Avis arbejdet med at formidle aftaler mellem håndboldklubber og trænere.

Fyens Stiftstidende skriver, at Albrektsen også har været involveret i at finde en kommerciel chef til GOG.

Han har desuden været agent for tidligere GOG-trænere som Nicolej Krickau og Jan Pytlick samt flere spillere, beretter avisen.

I to perioder fra 1995 til 2007 og igen fra 2014 til 2018 var han leder for håndboldakademiet på skolerne i Oure, fremgår det af Carsten Albrektsens Linked-In-profil.

Den tidligere håndboldtræner vil blive bisat på fredag i næste uge, skriver familien i opslaget på Facebook.

Sponsoreret indhold