Sport1. november 2022

Bjarne Riis' ven raser mod Putin: River sit pas over

Russisk milliardær med danske forbindelser vil ikke "associeres med et fascistisk land"
Her ses Bjarne Riis sammen med sin russiske forbindelse og ven, Oleg Tinkov. Sidstnævnte lægger sig nu offentligt ud med Putin ved at rive sit pas midt over.
Her ses Bjarne Riis sammen med sin russiske forbindelse og ven, Oleg Tinkov. Sidstnævnte lægger sig nu offentligt ud med Putin ved at rive sit pas midt over.
 Foto: Sang Tan/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Dansk dopingjæger roser udelukkelse af Bjarne Riis til dansk tourfest

Forretningsmanden Oleg Tinkov, der hidtil har været både cypriotisk og russisk statsborger, dropper sit russiske statsborgerskab på grund af krigen i Ukraine.

Det meddeler han mandag.

- Jeg har taget den beslutning at droppe mit russiske statsborgerskab. Jeg kan og vil ikke associeres med et fascistisk land, som startede en krig med en fredelig nabo og dræber uskyldige mennesker dagligt, siger han.

- Jeg håber, at flere prominente russiske forretningsfolk vil gøre som mig, så Putins (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) regime og økonomi svækkes, og han i sidste ende bliver besejret, skriver han på det sociale medie Instagram.

Opslaget er dog senere blevet slettet.

Derudover deler Tinkov et certifikat, der bekræfter, at han ikke længere er russisk statsborger.

- Jeg hader Putins Rusland, men elsker alle russere, som klart tager afstand fra denne vanvittige krig!, skriver Tinkov.

Sådan så opslaget ud, inden det blev slettet, fortæller flere internationale medier.
Sådan så opslaget ud, inden det blev slettet, fortæller flere internationale medier.
 Skærmdump

Den farverige milliardær er blandt Ruslands mest berømte erhvervsmænd. Det er han, fordi han grundlagde Tinkoff Bank.

Tinkov har gentagne gange kritiseret Ruslands offensiv i Ukraine. Han har opfordret Vesten til at få stoppet "massakren".

Oleg Tinkov stoppede som administrerende direktør for banken i 2020. Tinkoff Bank har siden lagt afstand til flere af hans udtalelser.

I Danmark er Oleg Tinkov nok mest kendt for sin periode på cykelholdet Saxo-Tinkoff, der siden skiftede navn til Tinkoff.

Forretningsmanden gik først ind som sponsor for Bjarne Riis' daværende Team Saxo Bank i sommeren 2012.

Efter 2013-sæsonen købte Tinkov World Tour-licensen af Riis og drev holdet videre frem til 2016, hvor det gik i opløsning.

Sponsoreret indhold