Sport27. april 2023 (opd. 27. april 2023)

Bente Schmeichel afslører: Det er jeg mest stolt af ved Kasper

På trods af at Kasper Schmeichel har etableret sig som en del af verdenseliten, så er det ikke hans fodboldevner, hun er stoltest af. Det er hans menneskelige evner
Kasper Schmeichels mor, Bente Schmeichel, afslører nu, hvad hun er allermest stolt af ved sønnike.
Kasper Schmeichels mor, Bente Schmeichel, afslører nu, hvad hun er allermest stolt af ved sønnike.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I efteråret 2018 ramte en tragedie Leicester City, der på det tidspunkt havde den danske stjernemålmand Kasper Schmeichel på kontrakt.

For efter en kamp mod West Ham United tager Leicesters thailandske ejer Vichai Srivaddhanaprabha som så mange gange før helikopteren fra midten af grønsværen og hjem.

Men 27. oktober 2018 går det galt, og helikopteren styrter ned lige ude foran stadionet, hvor alle fans står og kan se på.

Kasper Schmeichel havde få sekunder forinden krammet ejeren farvel efter kampen, og derfor var han også en af de første ude ved den nedstyrtede helikopter.

Det fortæller hans mor, Bente Schmeichel, i en podcast “PRES PÅ” af bold.dk.

– Kasper løber ud gennem spillertunnelen og råber “helikopteren er styrtet ned”, og de ved det jo ikke, hvad der er sket, fordi de har stået inde i spillertunnelen, fortæller hun til værten Miki Mistrati.

– Kasper løber derud og prøver at redde ejeren ud af den brændende helikopter. Der kommer vagter og min svigersøn (Cecilie Schmeichels partner, red.) og stopper ham i det, fortsætter hun.

Vichai Srivaddhanaprabha er fire andre personer døde i helikopterstyrtet.

Bente Schmeichel fortæller, at selv om det ramte sønnen rigtig hårdt, og han kæmpede med sin egen sorg, så er hun imponeret over måden, han håndterede alt om ulykken på.

Det er faktisk det, hun er mest stolt af. Ikke hvad han har opnået som fodboldspiller men som menneske.

– Han havde sin egen sorg, han skulle håndtere, men han tog ansvar overfor spillerne og personalet. Alle var ramt, men han rummede meget, og viste nogle menneskelige kvaliteter, som jeg er afsindig stolt af, siger Bente Schmeichel.

Og noget af den menneskelige følelse er noget, som Bente Schmeichel mener, at den danske landsholdsspiller har fået fra hende.

– Det lyder lidt selvfedt, men jeg tror han har det fra mig. Den tør jeg godt at tage æren for. Vi er meget forskellige og meget ens. Han er meget emotionel lige som mig.

– Men han bruger den status han til at hjælpe andre og guide andre, men det er bare vigtigt, at det ikke er på bekostning af dig selv. Det er en evne, jeg ikke besidder, men det jeg tror, at Kasper er god til at passe på sig selv samtidig, fortæller Bente Schmeichel.

– Det der gør mig allermest, det er at jeg har to børn (Kasper Schmeichel og Cecilie Schmeichel, red.), der er gode mennesker med empati og gode menneskelige kvaliteter, slutter hun.

Kasper Schmeichel var en af profilerne på det Leicester-hold, der noget sensationelt vandt Premier League i 2016.

I sommer skiftede han så det engelske ud med en lidt varmere tilværelse i franske Nice, hvor han efter en lidt turbulent start er begyndt at imponerede mellem stængerne.

Sponsoreret indhold