Ben Simmons benægter forhold til rap-stjernen Megan Thee Stallion
Megan Thee Stallion, Tory Lanez og NBA-stjernen Ben Simmons i en stor forvirrende cocktail.
Det lyder saftigt allerede der.
De to førstnævnte har lige nu gang i en retssag, efter at Tory Lanez angiveligt skulle have skudt Megan Thee Stallion i foden. Altså sådan helt bogstavelig talt.
En sag, der er speget nok i sig selv.
Tory Lanez benægter at have skudt rap-dronningen og stiller i stedet spørgsmålstegn ved, om det ikke er hendes gode veninde Kelsey Nicole, der står bag skyderiet.
Ifølge Lanez skulle de to nemlig have en strid kørende omhandlende fyre, de begge har datet.
Og det er her, NBA-stjernen Ben Simmons kommer ind til billedet.
Tory Lanez nævnte nemlig i retten, at Megan Thee Stallion og Kelsey Nicole begge skulle have datet basketball-spilleren og dermed være blevet uvenner. Det skriver TMZ.
Ben Simmons var efterfølgende hurtig ude på sociale medier, med hvad der kun kan opfattes som et svar på de rygter.
Brooklyn Nets-spilleren postede en story på Instagram med en video af Rick Ross, der råber "Accusations. These are false accusations" (oversat: Falske anklager. Disse er falske anklager).
En tydeligt benægtelse af Tory Lanez påstande om romantiske forhold til rap-stjernen og hendes veninde.
Retssagen mellem Megan Thee Stallion og Tory Lanez er kun en enkelt dag gammel, men der er allerede masser af drama.
Ben Simmons har tidligere været forlovet med den tidligere TV-vært Maya Jama, men de afbrød, ifølge New York Post, forlovelsen i august 2022 efter mindre end et års forlovelse.