Barcelona i overraskende samarbejde: Tunger på trøjen
"You Can't Always Get What You Want", synger Rolling Stones. Og det er sikkert rigtigt nok, men du kan i hvert fald få fingrene i en helt særlig fodboldtrøje - hvis du er villig til at slippe, hvad det end måtte koste.
De forsvarende spanske mestre har netop annonceret, at hjemmebanetrøjen - normalt med Spotify stående på maven - endnu engang har fået en makeover.
Rolling Stones' verdensberømte og ikoniske logo vil til næste El Clasico pryde maven på Barcelonas trøje.
- Vi er store fodboldfans og beærede over, at Spotify har ladet vores Tongue & Lips-logo pryde FC Barcelona-trøjen for at fejre udgivelsen af Stones' nye 'Hackney Diamonds'-album.
- Vi vil heppe på spillerne på banen såvel som fans rundt om i verden, der vil se denne ikoniske kamp, oplyser bandet til Barcelonas hjemmeside.
Og det er ikke første gang, at Spotify, der er hovedsponsor for Barcelona, indgår et samarbejde med et stort musiknavn.
I 2022 var det den canadiske rapper og superstjerne Drake, hvis ugle-logo (OVO Sound) prydede den blå og røde trøje.
Senere samme sæson, fik den spanske 'TUYA'-sangerinde Rosalía lov til at sætte sit præg på Barcelonas hjemmebanetrøje, da catalanerne tog imod 'Los Blancos'.
Prisen på trøjen fremgår ikke af Barcelonas hjemmeside, hvor man lige nu kan skrive sig op til "early acces", hvis man bare ikke kan leve uden polyester-herligheden, som kun sælges i et begrænset antal.