Sport28. juli 2023

Ballade med økonomien: Juventus smides ud af Conference League

Conference League bliver uden Juventus i denne sæson
Massimiliano Allegri og Juventus skal ikke spille Conference League.
Massimiliano Allegri og Juventus skal ikke spille Conference League.
 Foto: Ritzau Scanpix

Juventus kommer ikke til at spille med i Europa Conference League i denne sæson.

UEFA har nemlig bestemt, at den italienske storklub skal kyles ud af den europæiske turnering på grund af brud på økonomiske regler.

Det skriver Gazzetta dello Sport.

Der er tale om en periode på et år, hvor Juventus er blevet diskvalificeret fra de europæiske turneringer på grund af bruddet på de økonomiske regler.

Samtidig er den italienske storklub blevet idømt en bøde på 20 millioner euro, hvilket svarer til godt og vel 150 millioner kroner.

Halvdelen af bøden, altså 10 millioner euro, er betinget, hvis klubbens årlige budgetter for 2023, 2024 og 2025 ikke overholder UEFA-kravene.

Nu, hvor Juventus altså ikke kommer til at spille med Conference League, bliver det Fiorentina, der trækker en billet til turneringen i stedet.

Fiorentina sluttede på en ottendeplads i den bedste italienske række, Serie A, kun et point efter Juventus og træner Massimiliano Allegri.

Juventus kommer altså kun til at spille Serie A i denne sæson - ingen europæisk fodbold.

Sponsoreret indhold