Aya Nakamura er for fræk til OL

Aya Nakamura er den mest streamede fransktalende artist på verdensplan. Hun har med 9,7 millioner lyttere om måneden og over en milliard streams på Spotify for længst cementeret sin status som international superstjerne.
Men den den malisk-franske sangerinde er åbenbart for fræk til at optræde ved OL-åbningsceremonien, som hun har været kædet sammen med siden sidste år.

Det mener i hvert fald flere politikere fra den ekstreme højrefløj i landet. De mener at både Aya og hendes sangtekster er "vulgære", og hun ikke "respekterer det franske sprog". Det skriver AFP ifølge svenske Aftonbladet.
Hadbeskeder og racisme
Men hvad værre er, så er Aya Nakamura også er blevet udsat for racistiske hadbeskeder. Hun er født i Mali, men som barn flygtede hendes familie til en forstad i Paris.
Politiet indledte i marts en efterforskning, efter antiracismegruppen LICRA gjorde opmærksom på flere racistiske ytringer på de sociale medier henvendt til sangeren.
Seks personer blev efterfølgende anholdt, men blev løsladt igen dagen efter. Myndighederne undersøger nu det beslaglagte materiale.
I april fik Aya Nakamura opbakning fra Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der udtalte: - Hun er en af de største franske kunstnere. Reaktionerne har chokeret mig. Der har været nogle virkelig racistiske reaktioner, lød det fra Macron.
Det var i øvrigt præsidenten der for mere end et år siden antydede, at Aya Nakamura skulle optræde ved åbningsceremonien til OL.