Av, av, av... Cristiano Ronaldo håner Wayne Rooney

Det er næppe gået manges næser forbi, at Cristiano Ronaldo er færdig med at forholde sig tavst om sin utilfredshed med sin klub, Manchester United.
I et opsigtsvækkende interview har han således storsvinet ledelsen og manageren, Erik ten Hag, men de er ikke de eneste, der får smæk af fodboldstjernen.
Han er nemlig også ude med riven, når det kommer til hans tidligere holdkammerat Wayne Rooney, som for nylig slagtede Cristiano Ronaldo.
For åben skærm kaldte Wayne Rooney portugiseren for "færdig" - og det er Cristian Ronaldo altså ikke tilfreds med.
I hans nye The Sun-interview med tv-værten Piers Morgan langer han i hvert fald ud efter Wayne Rooney.
- Jeg ved ikke, hvorfor han føler, han skal kritisere mig så meget, siger Ronaldo og sender sin første stikpille efter Wayne Rooney, der kun er fire måneder ældre end Ronaldo, men som allerede er gået på pension.
- Måske det er fordi, han har sluttet sin karriere, og jeg stadig spiller på højt niveau.
Da Wayne Rooney kritiserede Cristiano Ronaldo sagde han blandt andet, at portugiseren skulle udvise mere respekt.
- Til Cristiano, bøj nakken, arbejd, og vær klar til at spille, når træneren har brug for dig, sagde han blandt andet.
Til den udtalelse har Cristiano Ronaldo dog tilsyneladende kun hovedrysten til overs for. I hvert fald sender han blot endnu en hånende stikpille afsted mod sin tidligere holdkammerat.
- Jeg siger ikke, jeg ser bedre ud end ham... hvilket ellers er sandt, lyder det fra den 37-årige fodboldspiller.
I det store interview fortæller Cristiano Ronaldo også, at han føler sig svigtet af sin klub, som - ifølge ham - aktivt forsøger at tvinge ham væk.
Han mener ikke, at manager Erik ten Hag respekterer ham.
- Jeg har ikke respekt for ham, fordi han ikke viser respekt for mig. Hvis du ikke har respekt for mig, kommer jeg aldrig til at have respekt for dig, siger portugiseren i interviewet.
Læs mere om Cristiano Ronaldos kritik her.