Sport29. december 2023

Australian Opens pengepræmier når rekordhøjt niveau

Den samlede pengepræmiepulje ved Australian Open stiger med 13 procent i 2024 i forhold til 2023
Både Caroline Wozniacki og Holger Rune er med ved Australian Open. Wozniacki vandt turneringen i 2018.
Både Caroline Wozniacki og Holger Rune er med ved Australian Open. Wozniacki vandt turneringen i 2018.
 Foto: Manu Fernandez/ASSOCIATED PRESS

86,5 millioner australske dollar, hvilket i kroner svarer til næsten 400 millioner.

Så meget lyder den samlede præmiepulje på ved tennisturneringen Australian Open, der spilles i januar.

Aldrig før har der været så mange penge på spil, når verdens bedste tennisspillere dyster i Australien.

- Det er afgørende for den fortsatte succes ved Australian Open, at vi sikrer, de bedste spillere i verden bliver kompenseret passende, siger turneringsdirektør Craig Tiley.

- Vi ved, at det giver spillerne mulighed for at investere yderligere i deres egen karriere og derved hjælpe dem til at sikre succes i den resterede del af året.

Beløbet i 2024 er 13 procent højere end i 2023, og det er en fordobling af, hvad der blev spillet om for bare ni år siden i 2015.

Over de sidste 20 år er præmiepuljen firedoblet. I 2005 var den på 19 millioner australske dollar, svarende til 87,5 millioner kroner.

- Vi vil sikre os, at Australian Open forbliver et springbræt for den globale tennissæson, og at spillere har alt, de behøver for at præstere bedst muligt og fortsat nyde turneringen, siger Craig Tiley.

Procentmæssigt er det særligt i kvalifikationsrunderne, at beløbet stiger.

143.000 kroner indkasseres, hvis det lykkes at vinde første runde af kvalifikationen for en singlespiller. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2023.

Hvis Holger Rune eller Caroline Wozniacki skulle gå hele vejen, kan de også se frem til et klækkeligt beløb.

Sejrssummen for singlevinderne på herre- og damesiden lyder hver især på 15 millioner kroner.

Sponsoreret indhold