Sport20. december 2023 (opd. 20. december 2023)

Astralis fyrer cheftræner

Det sker, da man ønsker en anden profil i trænersædet

Tiden med forandring er endnu ikke helt slut hos det danske Counter-Strike-hold Astralis, som fortsat leder efter fordums styrke.

Onsdag har holdet på sin hjemmeside offentliggjort, at man har afskediget cheftræner Peter "casle" Ardenskjold, da man ønsker en anden profil i trænersædet fremover.

- Kravene i Astralis er store, og vi er i konstant udvikling af både holdet og organisationen, siger sportsdirektør Kasper Straube til hjemmesiden.

- Efter at have analyseret efteråret og arbejdet videre på at kortlægge de fremtidige behov på og omkring holdet er konklusionen, at der er brug for en profil med nogle andre kompetencer end Peters.

Det er mindre end en måned, siden holdet bænkede to af sine fem spillere og i stedet hentede Martin "stavn" Lund og Jakob "jabbi" Nygaard til holdet.

Den fyrede træner er ærgerlig over at skulle sige farvel.

- Jeg er selvfølgelig ked af, jeg ikke skal være en del af Astralis fremover, siger Peter "casle" Ardenskjold til holdets hjemmeside.

- Det er en organisation og mennesker, jeg har utrolig stor respekt for, og jeg ønsker alle det bedste.

Han var først træner for Astralis' talenthold, men blev forfremmet til cheftræner for selve Astralis-holdet for et år siden, da den forrige træner røg ud.

Det er endnu ikke lykkedes at få løftet holdet helt op i verdenstoppen, hvor det ellers for nogle år siden huserede og blandt andet vandt fire majortitler på få år.

Der er endnu ikke fundet en afløser, skriver Astralis.

Sponsoreret indhold