Sport19. juni 2025

Armand Duplantis og Desiré Inglander udsætter brylluppet

Der er simpelthen for travlt til at blive gift i år, fortæller atletikstjernen til Dagbladet
2025 bliver ikke året, hvor Armand Duplantis og Desire Inglander bliver gift. Planen er i stedet at blive gift til næste år, fortæller atletikstjernen.
2025 bliver ikke året, hvor Armand Duplantis og Desire Inglander bliver gift. Planen er i stedet at blive gift til næste år, fortæller atletikstjernen.
 Foto: Juan Medina/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Han er 17, hun er 29: Fanget i at kysse på hinanden i offentligheden

I sidste weekend satte atletikvidunderet Armand Duplantis, 25, verdensrekord for intet mindre end 12. gang.

Og så endda på hjemmebane.

Det er dog ikke kun på arbejdet, at alt bare kører på skinner for den svenske superstjerne.

Sidste år valgte han at gå på knæ for at fri til Desiré Inglander, 24, under et fotoshoot med Vogue Scandinavia.

Men der kommer til at gå lidt tid, før Duplantis og Inglander går op langs kirkegulvet.

Det fortæller Armand Duplantis til Dagbladet.

- Det bliver næste år. Vi ser stadig på mulighederne.

Duplantis er født i USA, og da storebror Antoine blev gift, holdt han et kæmpe bryllup i USA.

Og selvom Armand Duplantis og Desiré Inglander ikke har styr på bryllupsdetaljerne endnu, kan atletikstjernen godt afkræfte en ting.

- Jeg tror det ikke (at det bliver en kæmpe fest, red.). Nok noget midt i mellem. Ikke fuld ”American-style” og heller ikke helt traditionelt svensk. Vi kigger på omkring 120 gæster.

- Han (broren, red.) havde 350 gæster. Det er helt sygt. Alt for mange. Sådan bliver det ikke for os. Planen er at holde noget i både Sverige og i USA.

Så er spørgsmålet bare, om Armand Duplantis når at sætte endnu en ny verdensrekord, inden han og Desiré bliver gift.

Sponsoreret indhold