Sport15. december 2023

Anne Mette Hansen er vildt frustreret over norsk sejrsmål

Henny Reistad fik alt for let spil i forbindelse med sit sejrsmål, mener Anne Mette Hansen.

Se billederne: Danmark møder Norge i VM-semifinalen

Esbjerg-stjernen Henny Reistad steg fredag op og klaskede Norge i VM-finalen i sidste sekund af den forlængede spilletid mod Danmark.

Men det skulle hun aldrig have haft lov til, mener den danske bagspiller Anne Mette Hansen.

- Det er vildt frustrerende. Vi var lige ved at have dem, men så er vi igen ikke kyniske nok, når det kommer til stykket.

- Jeg synes simpelthen, det er frustrerende, at vi ikke formår at stoppe Henny til sidst, siger Anne Mette Hansen til TV 2 Sport.

Det sidste mål fylder også hos fløjspilleren Emma Friis.

- Vi vidste godt, det ville komme fra Henny, det havde det gjort de sidste ti minutter, men vi når ikke at få en tackling på hende, siger Ikast-profilen til DR Sporten.

Reistad lavede utrolige 15 mål på 17 forsøg i semifinalesejren og var på den måde afgørende for den norske 29-28-sejr.

- Det var et skud, der bare skulle fyres af. Nora (Mørk, red.) gav mig et lille sideblik, så det var bare at tage chancen, siger matchvinderen om sit sidste mål til nyhedsbureauet NTB.

Sverige og Frankrig dyster senere fredag i den anden semifinale. Taberen møder søndag eftermiddag Danmark i bronzekamp, mens vinderen senere dyster om guld mod Norge.

Fransk sejr fredag sender desuden Danmark til OL.

Sponsoreret indhold