Sport17. marts 2024 (opd. 17. marts 2024)

Andreas Christensen misser topkamp: Mærkede ubehag kort før kampstart

Den danske landsholdsstjerne skulle ellers have spillet opgøret fra start
Andreas Christensen skulle have spillet fra start mod Atletico Madrid - det ændrede sig kort før kampstart.
Andreas Christensen skulle have spillet fra start mod Atletico Madrid - det ændrede sig kort før kampstart.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Uden en skadet Andreas Christensen vandt Barcelona 3-0 ude over Atlético Madrid i den bedste spanske fodboldrække.

Andreas Christensen skulle være startet inde for FC Barcelona på den centrale midtbane i søndagens La Liga-kamp ude mod Atlético Madrid.

Men den danske landsholdsspiller mærkede ubehag under opvarmningen og udgik kort før kampstart. I stedet for Andreas Christensen er midtbanespilleren Fermin Lopez blevet valgt. Det oplyser Barcelona på X.

- Andreas Christensen mærkede noget ubehag under opvarmningen. Han er blevet erstattet af Fermin i startopstillingen, oplyser Barcelona.

Den catalanske klub oplyser ikke, hvor slem skaden er, eller hvad der konkret er sket med danskeren.

Af samme grund er det ikke til at sige på nuværende tidspunkt, om det får indflydelse på Andreas Christensens deltagelse i de kommende landskampe for Danmark.

Landsholdet samles mandag i Helsingør og skal spille EM-testkamp mod Schweiz på lørdag i Parken. Dernæst venter Færøerne i endnu en testkamp tre dage senere på Brøndby Stadion.

La Liga-kampen i Madrid endte med en overbevisende sejr til Barcelona.

Målene blev sat ind af João Félix, Robert Lewandowski og Fermin Lopez.

Barcelona-træner Xavi blev tildelt et rødt kort kort før pausen, efter at træneren protesterede over en af dommerens dispositioner inde på banen.

Kort forinden havde Felix scoret til 1-0 for Barcelona, og angriberen jublede ikke efter scoringen, da han har en fortid hos Atletico.

Barcelona kontrollerede kampen fint på det tidspunkt, så det var egentlig mærkværdigt, at Xavi blev så frustreret ude på sidelinjen, at han blev bortvist.

I anden halvleg fortsatte Barcelona med at styre begivenhederne, og især Lewandowski leverede et mål af høj kvalitet.

Med sejren er Barcelona nummer to i rækken med otte point op til Real Madrid med ni spillerunder tilbage.

Atlético Madrid er dalet ned på en femteplads med et enkelt point op til Athletic Bilbao på fjerdepladsen.

Sponsoreret indhold