Sport7. april 2024

Andet nederlag nogensinde: Sarah Mahfoud taber mesterskabskamp

Sarah Mahfoud misser chancen for at tage WBC's VM-bælte i fjervægt efter nederlag til Skye Nicholson
Den danske bokser Sarah Mahfoud tabte natten til søndag dansk tid til australske Skye Nicholson.
Den danske bokser Sarah Mahfoud tabte natten til søndag dansk tid til australske Skye Nicholson.
 Foto: Adam Delgiudice/Zuma/Ritzau Scanpix

Den danske bokser Sarah Mahfoud tabte natten til søndag dansk tid til australske Skye Nicholson i kampen om WBC's VM-bælte i fjervægt.

34-årige Mahfoud tabte kampen på point efter ti runder mod australieren i den amerikanske by Las Vegas.

To af fightens dommere scorede kampen til 100-90, mens den sidste havde 99-91 på sit scorekort. Mahfoud vandt med andre ord én af de ti omgange hos den ene af dommerne.

Mahfoud kæmpede bravt og forsøgte at komme ind på kroppen af Nicholson, men australieren, der har vundet alle sine ti kampe som professionel, dominerede danskeren med sin større rækkevidde.

– Jeg ved, hvad jeg kan, og det vil jeg fortsætte med at vise resten af verden, siger Nicholson ifølge boxingscene.com efter kampen.

Kampen var bare Sarah Mahfouds anden på udenlandsk jord og hendes andet nederlag nogensinde. Hun stå nu noteret for 14 sejre og 2 nederlag i sin professionelle karriere.

Den eneste anden gang, hvor Mahfoud har tabt, var, da hun boksede på britisk jord i Manchester og tabte til Amanda Serrano fra Puerto Rico.

Dengang mistede hun VM-titlen i IBF efter en kamp, som hun havde kun godt en måneds forberedelse til.

Sponsoreret indhold