Sport28. november 2023

Alexander Lind forlod banen i tårer: – Undskyld

Silkeborg IF-stjernen Alexander Lind fik direkte rødt efter en voldsom tackling begået mod FC Midtjyllands Martin Fraisl
Silkeborgs Alexander Lind forlader banen, efter han har fået et rødt kort af dommer Peter Kjærsgaard under superligakampen mellem Silkeborg IF og FC Midtjylland på JYSK Park i Silkeborg mandag den 27. november 2023. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Alexander Lind forlod banen i tårer efter tacklingen på Martin Fraisl.
 Foto: Ritzau Scanpix

Der var komplet stilhed på stadion, da han lå fuldstændig stille efter tacklingen.

Superliga-topscoreren Alexander Lind satsede det hele for at nå bolden efter et for langt træk.

Men FC Midtjylland-keeperen Martin Fraisl kom først på bolden.

Det resulterede i et voldsomt sammenstød, der sendte Fraisl i jorden, og samtidig sendte det Lind i omklædningsrummet.

Lind fik et direkte rødt kort, og man kan kunne tydeligt se på skarpretteren, at han var berørt af situationen.

Han forlod nemlig banen i tårer.

Heldigvis kom Fraisl til sig selv, inden han blev båret ud af banen. Her var han nemlig i stand til at klappe til de mange fans, der sang hans navn.

FCMs målmand Martin Fraisl må afløses målmand Jonas Lössl, efter et sammenstød med Silkeborgs Alexander Lind under superligakampen mellem Silkeborg IF og FC Midtjylland på JYSK Park i Silkeborg mandag den 27. november 2023. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
FC Midtjyllands Martin Fraisl fik de mange seere til at ånde lettet op, da han blev bået fra banen efter Alexander Linds tackling.
 Foto: Ritzau Scanpix

Kommentatorerne kunne også efter pausen fortælle, at Fraisl var okay efter sammenstødet.

Og nu reagerer Alexander Lind efter det røde kort.

– Jeg er utrolig ked af den hændelse, som skete i kampen i dag. Først og fremmest er jeg rigtig ked af at skuffe holdet og de fans, som var mødt op til kampen i dag, skriver han i en story på Instagram og fortsætter.

– Samtidig er jeg virkelig ked af, at min tackling på Fraisl var så grim. Kunne aldrig drømme om at skade nogen, eller gøre nogen ondt på en bane, hvilket min reaktion sagde alt om. Undskyld.

Det røde kort betyder, at Alexander Lind ikke kommer i spil i Superligaen igen i år.

Dermed bliver han tvunget på en tidlig juleferie.

Men på trods af den grimme tackling, så kan han alligevel se tilbage på efteråret med et smil.

Han har nemlig fået sit helt store gennembrud, og han er med sine 10 scoringer topscorer i den danske Superliga.

Sponsoreret indhold