Sport12. oktober 2022

Afsløring: Mads Pedersen og Magnus Cort i håndgemæng

En afslutningsfest endte på ingen måde, som man kunne håbe
Den ellers så smilende Mads Pedersen taler ud om håndgemæng med Magnus Cort.
Den ellers så smilende Mads Pedersen taler ud om håndgemæng med Magnus Cort.
 Foto: Ritzau Scanpix

De er uden tvivl blandt de største danske stjerner på cykelscenen.

Lige udover Jonas Vingegaard – var det dem, vi hyldede mest under sommeren Tour de France.

De klatrede og sprintede sig ind i danskernes hjerter, og de skabte smil landet over.

Udefra kunne det virke til, at de danske cykelryttere er gode kammerater både på og uden for asfalten.

Men når det kommer til Mads Pedersen og Magnus Cort har det ikke altid været sådan.

Tilbage i 2014-sæsonen cyklede de to på samme hold.

Og her gik det galt.

Det fortæller Mads Pedersen i sin bog “Væddeløber og verdensmester”, der udkommer i dag.

De to sprintere kunne til sidst ikke engang være i samme rum. Og ved sæsonens afslutning blev det for meget.

– Da vi nåede til holdets store afslutningsfest ved åen i Aarhus, kom vi i håndgemæng, så meget havde der ophobet sig i sæsonens løb. Jeg var led og ked af, at han var en nar, og han var lige så led og ked af at få at vide, han var en nar, og syntes helt sikkert også, at jeg var det. Da der var kommet sprut under vesten, endte det i korporligheder, skriver Mads Pedersen ifølge TV 2.

2014 var Mads Pedersens første sæson som senior, og her var det ikke ham – men den tre år ældre Magnus Cort, der var holdets stjerne.

Ifølge Mads Pedersen var det ikke altid, at Cort var lige taknemmelig for det store arbejde, holdkammeraterne udførte for ham.

Og da det var kommet lidt alkohol i blodet, kunne Mads Pedersen ikke længere holde frustrationen nede.

I dag er stemningen mellem dem en helt anden, og deres tidligere stridigheder er lagt bag dem.

Stjernen taler i rosende vendinger om Magnus Cort, og deres tidligere stridigheder bunder nok i, at der var snak om to store egoer, der på daværende tidspunkt kæmpede om at være stjernen på holdet.

Sponsoreret indhold