Sport17. maj 2023

Ærgerligt exit: Suveræn Tauson knækker sammen mod ond ånd i Madrid

Clara Tauson vandt første sæt med 6-0 og havde tre matchbolde, men tabte alligevel til Katarina Zavatska
Clara Tauson kom ellers godt fra start.
Clara Tauson kom ellers godt fra start.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Clara Tauson er overraskende færdig i denne uges ITF-turnering i Madrid.

Den 20-årige dansker måtte se sig besejret af ukraineren Katarina Zavatska i anden runde.

Danskeren vandt første sæt med 6-0, men tabte efterfølgende de to næste sæt med 6-7, 1-6. Tauson misbrugte endda tre matchbolde i andet sæt, der blev afgjort i en tiebreak.

De to spillere havde forud for onsdagens duel stået over for hinanden to gange tidligere i karrieren, og i begge tilfælde var det endt med ukrainsk sejr.

Zavatska stod i 2021 i vejen for Tauson, da danskeren forsøgte at spille sig ind i hovedturneringen i Australian Open.

Alt tydede på, at Clara Tauson skulle få sin hævn i onsdagens kamp i Spaniens hovedstad, hvor danskeren var fuldstændig suveræn i første sæt.

Andet sæt blev langt mere tæt, og det måtte til sidst afgøres i en tiebreak, som ukraineren vandt 10-8. Tauson var undervejs i tiebreaken foran 4-1, og hun misbrugte lidt senere tre matchbolde.

Efter at danskeren havde tabt andet sæt, gik det helt galt i tredje og afgørende sæt, som Katarina Zavatska vandt uden de store problemer.

Sponsoreret indhold