Sport29. december 2023

10 år efter ulykken: Her er den "sidste udtalelse" om Michael Schumachers tilstand

10 år er gået, siden Formel 1-legenden Michael Schumacher kom voldsomt til skade i en skiulykke. Siden er det yderst sparsomt, hvad offentligheden har fået at vide
Michael Schumacher forulykkede 29. december 2013 i Meribel i Frankrig. Han slog hovedet mod en sten - og selv om han bar hjelm, ændrede ulykken fuldstændigt hans liv.
Michael Schumacher forulykkede 29. december 2013 i Meribel i Frankrig. Han slog hovedet mod en sten - og selv om han bar hjelm, ændrede ulykken fuldstændigt hans liv.
 Foto: Ritzau Scanpix

29. december 2023 er det præcis ti år siden, at Michael Schumacher forulykkede under en skitur med sin søn i De Franske Alper.

Selv om han bar hjelm, efterlod ulykken ham med svære skader i hovedet, og vi ved i dag, at den tidligere Formel 1-stjernes liv med ét blev forandret for altid.

Men derudover ved vi ikke så pokkers meget andet.

For i de ti år, der er gået siden skiulykken, er det forbavsende lidt information, der er sluppet ud fra Schumi-lejren, og det er derfor kun den inderste kreds, der ved præcis, hvordan hans tilstand er.

Ingen af os ved derfor, om Michael Schumacher – der i dag er 54 år – kan gå.

Vi ved ikke, om han kan tale. Vi ved slet og ret ikke, hvilket liv han lever i dag, ti år efter ulykken.

10 år efter ulykken er det stadig forbavsende lidt, som vi ved om Michael Schumachers tilstand.
10 år efter ulykken er det stadig forbavsende lidt, som vi ved om Michael Schumachers tilstand.
 Foto: AFP PHOTO/ VINCENZO PINTO

Meget tyder nu på, at vi aldrig får vished.

Forleden udtalte Michael Schumachers advokat Felix Damm til Legal Tribune Online, at det har været et bevidst valg fra familien ikke at komme med det, de ville kalde "en endegyldig rapport" om hans tilstand.

– Det var altid et spørgsmål om at beskytte privatlivet. Vi havde naturligvis mange diskussioner om, hvordan vi skulle gøre det, fortæller advokaten til Legal Tribune Online og tilføjer:

– Vi overvejede også, om en endelig meddelelse om Michaels helbredstilstand kunne være den rigtige måde at gøre det på. Men det ville ikke have været enden på det, da der ville have været et konstant tryk på for at få opdateringer. Få 'statusrapporter', lyder det fra advokaten.

Schumi kan ikke gå!

I realiteten er det i dag syv år siden, at vi med sikkerhed fik nyt om Michael Schumachers tilstand.

I september 2016 kom hans advokat således med en sjælden udmelding om hans tilstand.

Advokaten fastslog under en retssag mod et tysk magasin, at Formel 1-stjernen ”ikke kunne gå”, efter at det tyske magasin havde påstået det modsatte.

– Michael Schumacher kan ikke gå. Ikke med hjælp fra sit plejepersonale og slet ikke uden hjælp, sagde advokat Felix Damm i retten.

Men siden da har der været helt stille omkring Michael Schumacher. Spørgsmålet er hvorfor?

Hvorfor skal Michael Schumacher være ”den bedst-bevarede hemmelighed”?

Kan hans fans og tilhængere tillade sig at kræve at få at vide, hvordan Michael Schumacher har det?

Ja, mener nogle. Nej, mener andre.

10 år efter ulykken er det stadig forbavsende lidt, som vi ved om Michael Schumachers tilstand.
Michael Schumacher stod på ski, da han forulykkede og knaldede hovedet ned i en sten. Selv om han bar hjelm, blev han voldsomt kvæstet.
 Foto: Scanpix Denmark

– Manglen på nyt er en form for hån mod hans mange fans, udtalte én blandt andet dengang.

– Han var en offentlig person, og det havde sine fordele, men det havde også sine bagsider, og hans fans vil gerne vide, om han har fået det bedre, eller om han fortsat har det dårligt, lød det blandt andet fra en anden.

Nogle mener tilmed, at stilheden er med til at fostre nye løgne og usandheder, og at stilheden gør mere skade end gavn for Schumacher-familien.

Det er kritisk

Det var i dagene efter ulykken, at omverdenen formentlig fik flest informationer om Michael Schumachers tilstand.

På et pressemøde klokken 11.00 dagen efter ulykken fortalte overlæge Jean-Francois Payen og vicedirektør Marc Penaud om Michael Schumachers tilstand, og hvordan et stort lægeteam på hospitalet i Grenoble kæmpede for at redde sportsstjernens liv.

De fortalte, at Michael Schumacher bar hjelm, da han styrtede og slog højre side af hovedet mod en sten. Hjelmen reddede ham fra den sikre død, men slaget var alligevel så voldsomt, at han fik svære læsioner i hovedet.

Overlægen fortalte, at Michael Schumacher ikke var ved bevidsthed, da han blev bragt på hospitalet, og trykket i hans hjerne var forhøjet.

En scanning af hjernen viste desuden, at Formel 1-stjernen havde en hjerneblødning, kraniebrud, og at der havde ophobet sig væske i hjernen.

10 år efter ulykken er det stadig forbavsende lidt, som vi ved om Michael Schumachers tilstand.
Michael Schumacher vandt Schumacher 91 grandprixer og syv verdensmesterskaber i perioden 1991-2012, han tjente styrtende med penge, og desuden var han seks gange nomineret til prisen som verdens største mandlige sportsnavn.
 Foto: Scanpix Denmark

Derfor havde han gennemgået en større operation i hjernen for at mindske trykket og fjerne blødningerne. Operationen var vellykket, men undervejs havde lægerne fundet nogle ”anormaliteter” som følge af skiulykken.

Overlægen tilføjede under pressemødet, at Michael Schumacher var blevet lagt i koma og blev holdt i hypotermi, hvilket vil sige, at lægerne havde sænket hans kropstemperatur til 34-35 grader for at forhindre flere skader.

Til slut opsummerede de, at Michael Schumachers tilstand var ”kritisk”.

Han er vågen!

Siden kom der dog færre og færre ord fra lægerne og fra Schumacher-teamet.

Fem måneder efter ulykken – 16. juni 2014 – kom der dog langt om længe en melding fra Michael Schumachers talskvinde, der fik håbet til at spire hos hans millioner af fans.

Michael Schumacher var vågnet fra sine fem måneder i koma.

De opløftende nyheder blev sendt ud som en pressemeddelelse af sportsstjernens manager 16. juni 2014.

– Michael har forladt CHU Grenoble for at fortsætte sin lange rehabiliteringsfase. Han er ikke længere i koma. Hans familie vil gerne i særdeleshed takke hans behandlende læger, sygeplejersker og terapeuter i Grenoble, samt dem der ydede førstehjælp på ulykkesstedet, som gjorde et fremragende stykke arbejde i de første måneder.

– Familien ønsker også at takke alle de mennesker, der har sendt Michael en masse gode tanker. Vi er overbeviste om, at det har hjulpet ham. Fremadrettet beder vi om forståelse for, at hans videre rehabilitering finder sted væk fra offentlighedens opmærksomhed, stod der i den kortfattede pressemeddelelse, der altså ikke afslørede, præcis hvordan Michael Schumachers tilstand var.

Det var i dette område i Meribel, at Michael Schumacher forulykkede 29. december 2013.
Det var i dette område i Meribel, at Michael Schumacher forulykkede 29. december 2013.
 Foto: AFP PHOTO / Jean Pierre Clatot. JEAN-PIERRE CLATOT / AFP

Omkring fire måneder senere, i september 2014, kom inderkredsen igen med nyt. Denne gang kunne manageren Sabine Kehm fortælle, at Michael Schumacher nu ”var på vej hjem”.

– Michael er således klar til at fortsætte sin rehabilitering i sit hjem. I forhold til hvor alvorlige kvæstelser han led, så har der været fremskridt over de seneste måneder og uger. Der er dog stadig en lang og svær vej forude, skrev Sabine Kehm i pressemeddelelsen.

Igen måtte omverdenen undvære informationer om, hvordan det i realiteten stod til med Formel 1-stjernen.

I stedet forsøgte medierne at finde informationer andre steder. Tyske medier mente blandt andet at vide, at Schumacher var lammet og kun kumme kommunikere ved at blinke med sine øjne.

En italiensk avis, Corriere della Serra, kunne i januar 2015 med hjælp fra anonyme kilder afsløre, at den syvdobbelte verdensmester fik 'tårer i øjnene, når han hører velkendte stemmer' – specielt, når hans kone Corinna eller børnene Gina Maria og Mick talte til ham.

Men ingen af informationerne blev be- eller afkræftet af inderkredsen.

Sidste oplysning

Det var først, da det tyske magasin Brunte i december 2015 smed et billede af Michael Schumacher på forsiden med ordene ”Nu kan han igen gå”, at inderkredsen valgte at tage bladet fra munden.

– I lyset af en ny historie i pressen er vi desværre nødt til at tydeliggøre, at udtalelserne om, at Michael kan gå igen, desværre ikke er korrekte, udtalte pressekvinden Sabine Kehm i forbindelse med historien.

– Sådanne spekulationer er uansvarlige, og set i lyset af hans alvorlige kvæstelser er privatliv meget vigtigt for Michael. Desuden giver sådanne rygter falsk håb til de mange personer, der er involveret, fortalte hun videre.

I dag – her ti år efter ulykken – er det stort set de eneste informationer, offentligheden har fået. Og det bliver efter alt at dømme også de sidste.

Således fortalte advokaten for nylig:

– Jeg tror, at langt de fleste fans godt kan håndtere det og også respektere, at ulykken har sat gang i en proces, hvor det private fristed er nødvendigt og nu fortsat vil blive respekteret

Sponsoreret indhold