"X Factor"-vanvid: The Kubrix oversvømmet af fangrupper
Tredje liveshow i "X Factor" står for døren, men allerede nu er opmærksomheden stor blandt deltagerne.
Især Thomas Blachmans sammensatte syvmandsgruppe The Kubrix er blevet vanvittigt populære især på de sociale medier.
Deres første optræden var med afstand den, som trak flest visnigner på "X Factor"s egen YouTube-kanal, og nu fortsætter succesen.
Skal man tro bookmakerne, er Jerald Baldemor og hans seks gruppemedlemmer blandt favoritterne til at nå hele vejen til finalen.
Også dommerne har overøst The Kubrix med ros - med undtagelse af et par stikpiller fra Martin Jensen, som prøvede at få ram på Thomas Blachman i deres hanekamp ved dommerbordet.
Artiklen fortsætter under billedet...

19-årige Jerald Baldemor er af Thomas Blachman blevet udpeget som frontfigur i syvmandsgruppen (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix)
Men lad os vende tilbage til de sociale medier. For her boomer succesen i den grad for The Kubrix.
På Instagram kan man blandt andet se, at Jerald og co. har flere fangrupper i ryggen.
Her er der dukket mange fanprofiler op, som alle erklærer deres støtte til The Kubrix.
Om syvmandsgruppen fortsætter med at ride på bølgen af opbakning og succes, kan du se i "X Factor" live på TV 2 i aften klokken 20.00.