”X Factor”: Snyd med auditions
For nogle koster det blod, sved og tårer. Andre af deltagerne i "X Factor" er derimod blevet båret på hænder og fødder til det populære talentshow.
SE og HØR kan i dag afsløre, at DR har kontaktet og direkte opfordret flere personer til at stille op til programmet.
31-årige Claus Hassing, som har været med i Melodi Grand Prix og udgivet flere sange, er en af dem, der blev ringet op af producenterne og bedt om at stille op.
- Jeg har det fint med det. At jeg har været med i Grand Prix'et, gør mig jo ikke professionel. Jeg lever både af at være massør og af at spille med mit band i weekenden, siger han.
Ingen pladekontrakt
Underholdningsredaktør i DR, Jan Lagermand Lundme, indrømmer, at Claus Hassing blev håndplukket til "X Factor".
- Ja, det er rigtigt nok. Han blev kontaktet og fik at vide, at der var audition der og der, og at han var velkommen til at stille op. Kriteriet for at stille op er, at man ikke må have en aktiv pladekontrakt. Og det har han ikke, så derfor kunne han stille op på lige vilkår som alle andre, siger Jan Lagermand Lundme.
Han erkender blankt, at DR således går aktivt ind og kaprer deltagere til programmerne.
- Vi har kontaktet flere for at få dem med til audition. Specielt nogle af de grupper, der var med i sidste års "X Factor", har fået en mail eller et opkald, som lyder, at nu er der audition igen.
Også 27-årige Eliana, som blev sorteret fra i fredags, var blandt dem, der blev ringet op.
- Jeg kan ikke huske hvordan og hvorledes. Jeg kan ikke sige så meget om det, siger hun.
Sket før
Det er produktionsselskabet Blu, der står bag "X Factor". Selskabet producerede også "Talent 2009". Showet blev anklaget for fusk, da det kom frem, at 2 professionelle skuespillere var blevet opfordret til at stille op.
- Det var en decideret fejl, siger Jan Lagermand Lundme i dag.
At flere personer er blevet kontaktet forud for "X Factor", ser han ingen problemer i.
- Det er den eneste måde, man kan gøre det på, for ellers vil de folk, der stiller op, ikke kunne synge.
Se billeder af alle live-deltagerne i galleriet nedenunder: