X Factor-Seest: Hør min kone

De fleste er enige om, at Claus Seest er en af dem, der kommer rigtig langt i X Factor. Han synger blændende godt. Og det er da heller ikke fordi, han selv er i tvivl.
Men faktisk er hans allerstørste idol hans kone, Victoria.
- Gå ind og hør hende på hendes myspace-side. Hun er bare så god, siger han.
Seest og Victoria blev gift i 2007. Hun er både sanger og skuespiller, og så kommer hun fra Kenya. De mødtes i Ghana, da Claus deltog i et tromme- og dansekursus.
- Sød musik og heftige danserytmer opstod, fortæller Claus Seest , som mistede forbindelsen til Victoria, da han var hjemme i Danmark igen. Men han havde i flere år stadig Victoria i tankerne, og for et par år siden gik han på nettet og opsporede hende igen - denne gang var hun i New York.
- Så tog jeg derover, og det blev hurtigt klart, at vi var som skabt for hinanden. I 2007 blev vi gift, og vi er stadig lige så nyforelskede som første gang, siger Seest .