X Factor12. februar 2010

X Factor-Peter: Jeg var ensom

Den store dørmand var tydeligt bevæget, da han som den første blev stemt ud af showet efter en hård tid i København
Peters mor Ruth var på plads med trøstekys efter liveshowet
Peters mor Ruth var på plads med trøstekys efter liveshowet
 Foto: DR

I går var han selvsikker.

- Jeg går videre. Det tror jeg helt ærligt på, var ordene.

I dag ser det anderledes ud for den gæve jyde. Hans udgave af Jamie Walters' "Hold On" vandt hverken genklang blandt seerne eller dommerne. Og vurderingen var klar.

- Jeg er ikke "blown away", sagde Soulshock blandt andet. Han var også manden bag aftenens korteste kommentar til Peter:

- Du skal ud!

- Jeg er ikke overrasket. Jeg havde en dårlig generalprøve, hvor jeg var meget nervøs, sagde Peter til SE og HØR efter showet.

Han fik, som den eneste af deltagerne, hårde ord med på vejen af dommerne.

- Det er da ikke en behagelig følelse, og i går havde jeg da heller ikke regnet med, at det ville ske, efter al den opmærksomhed, jeg har fået på gaden og i pressen, undrede Peter sig.

Det var først ved omsangen mod boybandet In-Joy, at Peter følte, han ramte sit bedste niveau, men da var det for sent.

- Jeg vidste allerede, at jeg ville ryge ud, da jeg skulle ud i omsang, så jeg nød det bare i fulde drag.

Ensom og ulykkelig

Den store jyde har også været ramt af ekstrem hjemve under opholdet i København. Flere gange har han endda ønsket, at han ville blive stemt ud som den første - bare for at se sin familie igen.

- Jeg har haft det ad helvede til herovre, hvor jeg virkelig har været ensom på et koldt hotelværelse. Det har været hårdt, fortalte Peter ærligt.

Den følsomme side af ham gav sig også til udtryk efter udstemningen på scenen.

- Jeg må indrømme, at jeg fik lidt våde øjne, da jeg så alle de andre var så kede af, at jeg røg ud.

Nu er han tilbage på den anden side af skærmen, hvor stemmen helt sikkert går til 8210.

- Dem har jeg fået et helt specielt forhold til, så de skal bare gå hele vejen, sluttede Peter.



Sponsoreret indhold