X Factor14. marts 2009

”X Factor”: Kærester et stykke tid

Når Lucas nu ikke havde heldet i spillet, så er han glad for i stedet at have det i kærlighed
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/x-factor/lucas-kysser-camilla-jpg.jpg
 Foto: James Thisted

Kort før den femte liveudsendelse i X Factor røg over skærmen, ringede 15-årige Lucas til sin mor. Ikke for at udbrede sine ellers vidtløftige og filosofiske livsbetragtninger - ikke for at skryde med at han jo nok skulle vinde.

Han ville såmænd bare fortælle, at han havde fået en kæreste.

Og Lucas' mor er lige så cool, som han selv er, så hun svarede med et stort og simpelt "tillykke".

- Lige før udsendelsen fandt jeg ud af, det nok var klogt at fortælle mine forældre, at vi er kærester. Det kom jo frem under udsendelsen alligevel, og det er jo bedre, at de hører det fra mig, sagde Lucas, da han mødte pressen efter udsendelsen.

- Der er ikke så meget at sige ud over det. Vi har kendt hinanden et stykke tid, sagde han og gav både kys og klem til sin udkårne.

Hiphopdanser

Så selv om knægten fra Hundested netop var røget ud af konkurrencen, så var det svært for ham ikke at kigge forelsket og smile til sin Camilla. Hun hedder Schmidt til efternavn, bor sammen med sine forældre Steen og Gitte i Asserbo, arbejder efter skole i Matas, og så skulle hun angiveligt være en ret god hiphopdanser.

- Vi går i klasse sammen på Melby Skole, og vi begyndte at være kærester efter en fest, vi var til, siger Lucas.

Mareridt

- Men nu skal det jo ikke handle om kæresteri det hele. Jeg er jo lige røget ud af X Factor, sagde han med den autoritet og overlegenhed, som kun en 15-årig, der de sidste fem fredage har oplevet, hvordan det er at lægge et helt land for sine fødder, kan udvise.

- Jeg kender jo reglerne, og i og for sig er jeg godt tilfreds med at blive nummer fem. Men jeg kommer til at savne kammeratskabet og det sociale. Det bliver nok lidt tomt, sagde han om sit exit.

- Desværre var det Mohamed, jeg kom op mod. Han er nok den, jeg er kommet tættest på, og så skal Blachman tvinges til at vælge mellem to venner. Det var noget af et mareridt.Vi havde bedt Blachman om at gå, hvis netop det scenarie skulle opstå, men han turde alligevel ikke … Han gjorde bare sit job. Og Mohamed. Jeg håber han går hele vejen, sagde Lucas.

Sponsoreret indhold