X Factor20. februar 2009

”X Factor”: Kæledægger forkælet

Asian Sensation klædt på for tusinder af kroner af deres mentor og coach, Remee
Smilene blev endnu større hos Asian Sensation, da de forstod værdien af Remees gaver
Smilene blev endnu større hos Asian Sensation, da de forstod værdien af Remees gaver
 Foto: Jacob Ljørring

De vidste det egentlig slet ikke. Men Remee har faktisk givet de tre spilopmagere fra Asian Sensation gaver for flere tusinde kroner.

De opmærksomme seere vil lægge mærke til, at de tre drenge alle er blevet udstyret med &Imagine-armbånd fra smykkefirmaet Kranz & Ziegler. Armbånd af perler, der alle bliver tillagt overnaturlige evner, og som skal give dem, der bærer dem, hjælp til at blive stærkere og bedre mennesker.

- Er det rigtigt ..? Vi har jo bare fået dem af Remee. Vi vidste slet ikke, at de betød noget, siger de tre i kor, da SE og HØR fortæller dem om armbåndene.

- Nu kan vi da kun gå videre, siger de med håb i stemmen.

De har fået to røde og et af de sorte perlearmbånd. Og ifølge smykkeproducentens hjemmeside hjælper de røde med at finde vej, stimulere de clairvoyante evner og hjælper med at komme i harmoni med ens naturlige kræfter og ikke mindst bringer de fred. Det sorte giver magt og hjælper bæreren til at træffe de rigtige valg, samtidig med at det bortjager sorger og giver øget selvkontrol.

- Jeg tror egentlig ikke på det der overnaturlige. Men da jeg samlede grupperne, forærede jeg dem alle sammen nogle gaver - armbåndene er en ting, men de fik da også nogle Basim-tørklæder og den slags. Det var lige så meget noget, jeg gjorde for at ryste dem godt sammen, siger Remee.

&Imagine-armbåndene sælges i smykkeforretninger fra 875,- til op mod 4000 kroner pr. styk.

Bare så glade

Daneshan, Danushan og Kautham er som en sværm af asiatiske strandlopper. Summende, larmende, glade og umulige at fastholde. Så når Asian Sensation går på scenen i aften, virker tjekkede og synger Nik & Jays "Elsker hende mere", så skal man samtidig tænke medfølende på Remee, som dagligt har deres hvirvelvind-humør helt inde på livet.

- Man skal ikke have ondt af mig. De er bare så glade, og jeg bliver simpelt i så godt humør, når jeg er sammen med dem, siger "X Factor"-dommeren.

Glæden over samværet og respekten er gensidig.

- Remee er bare så dygtig. Det er helt vildt, at vi kender ham, siger drengene.
I aften kan man så håbe på, at Asian Sensation kan ramme tonerne, så vi alle kan blive ved med at blive smittet af deres smittende og bragende humør.


Sponsoreret indhold