Tine: Kæmpe finalefavorit
Om en uge går det løs i Parken, hvor årets "X Factor"-vinder skal findes i et storslået finaleshow.
Den næste uges tid vil medierne strømme over med optakt, men måske er det hele ikke så spændende. I hvert fald er Tine lige nu kæmpe favorit, uanset hvor man kigger hen.
Ekstra Bladet har foretaget en afstemning, hvor Tine får 62 procent af mere end 10.000 afgivne stemmer. 32 procent tror på Thomas, mens kun 6 procent tipper Jesper som vinder.
Lille håb for Thomas
Billedet er det samme blandt de 13.000, der har stemt hos B.T. Her får Jesper også 6 procent, mens Tine er favorit. Dog kun med 55 procent af stemmerne mod Thomas' 39.
Måske er der dog håb for outsideren Thomas. I går spurgte seoghoer.dk brugerne, hvem de troede, der ville ryge ud ved fredagens show. Her fik Thomas færrest stemmer, så flere troede altså på, at Tine kunne være i farezonen.
De kloge læsere havde i øvrigt forudset Fireflies' exit.