Sofie Linde hylder dronning Margrethe
Efter i går aftes står det nok relativt klart for de fleste, at Alma Agger blev udråbt som dronningen af dette års "X Factor".
Men skal ret være ret, så må tronfølgen lige derefter inkludere Sofie Linde, som igen i år strålede som vært for hele showet.
Og den smukke vært var også iklædt en særlig hyldest til dronningen af Danmark.
- Vores finale skulle jo faktisk have landet lige i nærheden af dronningens 80 års fødselsdag. Så det første, vi snakkede om, det var, at vi godt ville lave en lille homage til hendes majestæt, lyder det fra den 30-årige "X Factor"-vært.

Sofies smukke finalekjole høstede begejstring blandt seerne lørdag aften. Foto: Mikael Reick.
Den fine balkjole i sart lavendelfarve blev da også af flere vakse seere genkendt som en moderne version af dronningens sølvbryllupskjole, som hun bar i 1992 til fejringen på Fredensborg Slot.
- Historien var jo, at hun lige inden hun skulle have den på sagde: "Der mangler noget. Jeg vil ha' søvldutter på." Så hendes syerske sad og rullede piberensere sammen og syede dem på i al hast, fortæller Sofie Linde.
Så det samme har Morten Ussing, der er designer på "X Factor" også gjort - dog har han nok haft lidt længere tid til det.
- Han har jo haft en hel coronapause til at gøre det i. Men jeg er lykkelig for den, siger hun til Se og Hør efter finaleshowet, og afslører, at den også var inspireret en smule af Disney's "Frost".
- Jeg sagde i briefet, at jeg godt ville være Elsa og dronning Margrethe i 90'erne. Kan vi løse det?
Den fantastiske kreation er altså blevet til i samarbejde mellem Jon Elster, der er stylist, designer Morten Ussing og Sofie Linde.
Og dronningens version af balkjolen er ikke uden grund blevet kaldt en af hendes mest eventyrlige og ikoniske kjoler gennem tiden.
Når programmet vender tilbage igen, er det med Sofie Linde i spidsen endnu en gang. Inden da skal hun lave noget andet, som hun dog endnu ikke kan løfte sløret for.