X Factor14. februar 2009

Remee: Svært at være taber

Tårnhøjs udstemning gav den ellers succesvante coach et helt nyt perspektiv på sin rolle
Det var måske lige så meget Tårnhøjs Louise, der skulle trøste Remee - som omvendt
Det var måske lige så meget Tårnhøjs Louise, der skulle trøste Remee - som omvendt
 Foto: Claus Poulsen

Han er ellers vant til, at alt, hvad han rører ved, bliver til guld, succes og stor ros. I sidste ombæring var det hans tre finalister - Martin, Basim og Laura - som ved at være blandt de fire bedste i den første, danske udgave af "X Factor" gjorde, at Remee nærmest syntes ufejlbarlig.

Den uskyldige status har han nu mistet. Fra kun at svælge i sejrens sødme, må han nu vænne sig til nedturen i nederlaget.

- Det er noget helt nyt for mig, som jeg lige skal lære at håndtere, siger Remee.

- Det er svært at være på det tabende hold.

Som coach og dommer har han denne gang grupperne, der på forhånd betragtes som de sværeste at føre frem til sejr i "X Factor". Men selv om Tårnhøj fik kniven i den første af liveudsendelserne, er Remee om ikke sejrssikker, så i alle tilfælde fuld af fortrøstning for de tilbageværende Asian Sensation og Alien Beat Club.

- De to kan godt gå langt, men af vidt forskellige grunde. Alien Beat Club, fordi de indeholder så meget sangtalent, der "bare" skal arbejdes sammen. Og Asian-drengene ... tja, det siger sig selv. Det vi jo blive et langt kedeligere "X Factor", hvis vi ikke havde sådan nogen som dem … I love it. Det, de har, kan jo ikke købes for penge, deres glæde og entusiasme, siger Remee.

Tårnhøj skuffelse

Bitterheden var dog stor over Tårnhøjs exit.

- Der er potentiale i dem. Men når liveudsendelserne kører, er der også kontant afregning fra seerne, så hvis man ikke lige rammer dagen, ryger man, siger Remee, som i øvrigt mente, at flere af deltagerne på aftenen slet ikke var i nærheden af det niveau, han havde hørt under prøverne.

En af forklaringerne kunne være, at Louise, som jo stort set bærer hele Tårnhøj, havde ondt i halsen.

- Det skal ikke være en undskyldning. Under generalprøven var jeg i klar bedring, men da vi efterfølgende øvede, måske lidt for meget, var det, som om min hals snørede sig fuldstændig sammen. Og så var jeg nervøs, siger hun.

Blachman var da heller ikke blid ved de tre københavnere og slet ikke Louise.

- Du skal passe på, du ikke sluger din stemme, sagde han, og den skaldede skarpretter, som ellers ikke kunne få armene ned over sidste års Heidi, fortsatte den rå tone over for Louise, som ellers har mange lighedspunkter med hende.

- Der er noget i din kølighed, jeg ikke kan forlige mig med.

Det tog hun dog med stoisk ro og forventet skuffelse.

- Han siger jo bare noget for at sige noget. Der var faktisk ikke særlig meget galt med os, så det er helt ærligt ikke særlig skægt at ryge ud.

Sponsoreret indhold