X Factor6. april 2024

Nik & Jay skrev Selmanis vindersang: Sådan fik Simon Kvamm idéen igennem

Danmarks nok største popduo havde skrevet Selmanis bud på en vindersang til ”X Factor”-finalen. Brødrene tog det meget køligt, da Kvamm afslørede den ellers vilde nyhed
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Hvordan får man Nik & Jay til at skrive en vindersang til en "X Factor"-deltager? Det har Simon Kvamm svaret på.
 Journalist: Nicklas Erik Lagerstorf Fotograf: Elena Hybel Colding

LÆS OGSÅ: Overbevisende ”X Factor”-sejr: Så mange stemmer fik de

Først fik de ros fra Nik & Jay over deres fortolkning, og nu er deres første single nogensinde skrevet af den historiske popduo.

Arbnor og Rinor Selmani har med andre ord oplevet mange sangglade danskeres helt store drøm.

Men hvordan får man så succesfuld en duo som Nik & Jay til at sætte sig ned og skrive en sang til ”X Factor”?

Simon Kvamm forklarede over for SE og HØR efter finalens afslutning, hvordan han fik idéen og sidenhen førte den ud i livet.

– Det gør jeg, fordi jeg er venner med dem, og dristede mig til at foreslå det.

– De var sgu åbne lige fra starten, og jeg tænkte, at det nok var et wild shot, men jeg spørger alligevel. Der er for mange ting, som er for spændende til ikke at spørge.

Tanken kom for alvor efter Selmanis tidligere optræden, hvor de sang ”Novembervej”.

En præstation som udløste roser fra Nik & Jay.

– Det kom sig jo efter vi gik i gang med at lave ”Novemberkosovej”, som jeg næsten vil kalde den, hvor man kunne mærke, at den her måde, de her to drenge dels kan rappe og synge – ligesom Nik & Jay – er optaget af at omfavne der, hvor de kommer fra, ligesom Nik & Jay, i hvert fald i ”Novembervej”.

– Der var mange fællesnævnere, og det tror jeg, at Niclas og Jannik også kunne mærke, at det kunne være sjovt at lave noget til nogle andre end dem selv, og også nogen, som repræsenterer det som Selmani-brødrene gør.

Knastør reaktion

Hvis der er en ting, som Simon Kvamm har lært om Selmani-brødrene under ”X Factor”, er det, at der skal virkelig meget til, før han får en bare nogenlunde reaktion fra dem.

Og selv da han kunne overbringe nyheden om, at Nik & Jay havde brugt deres dyrebare tid til at skrive brødrenes ”X Factor”-finalesang, var reaktionen ikke helt vanvittig.

– De havde det vildt, men jeg ville også lyve, hvis ikke jeg blev en lille smule skuffet over deres reaktion. Det er jeg blevet hver gang, jeg har sagt noget stort til dem. De siger jo ingenting.

– Jeg sagde til dem ”prøv nu at høre, vil I høre, hvem der har skrevet jeres sang. Nik & Jay”. ”Nå fedt, det er meget fedt”, sagde de.

Til SE og HØR fortæller Simon Kvamm, at der dog er en enkelt gang, hvor han i den grad overraskede brødrene.

Kvamm har en bekendt, der kender FC Barcelona-stjernen Andreas Christensen, og da den bekendte skulle hilse fra ”AC” og sige, at Selmani gør det godt, tabte de kæben og gik amok.

Du kan se hele interviewet med Simon Kvamm i videoen øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold