X Factor26. januar 2019

Benjamin efter "X Factor"-exit: Jeg var uenig med dommerne

Benjamin Giorgio tog "X Factor" med storm, men charme, selvtillid og masser af gåpåmod var desværre ikke nok for den 17-årige storcharmør, der var uenig i Ankerstjernes beslutning
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/xfactor_5chair_svendborg_071118_0967.jpg
 Foto: TV2

Benjamin Giorgio klarede sig ikke videre i aftenens Five Chair Challenge, men den unge sangfugl har sat et stort aftryk i programmet med sin underholdende personlighed.

Den 17-årige mand fra Næstved fik også et sæde i første omgang, men måtte efterfølgende vige pladsen for en anden detager.

Den kække deltager var til at starte med uenig i Ankerstjernes beslutning, men kunne efterfølgende godt forstå, hvorfor han ikke gik videre.

- Det er jo sådan spillet er. Jeg var uenig med dommerne, da jeg gerne vil vinde. Jeg ved jo ikke så meget om musik som dem, så det er jo fair nok. Lige i øjeblikket var det nederen, fortæller Benjamin til SE og HØR.

Sangfuglen fra Næstved overtalte Ankerstjerne til en plads i programmet, men det var der en særlig grund til.

Han havde nemlig fået af vide, at han skulle kæmpe for sin plads i programmet, og så ligger det ham ikke fjernt at være fræk som en slagterhund.

- Jeg havde bare fået at vide, at man skulle kæmpe for sin stol. Og jeg er bare mig selv. Jeg prøvede ikke at være sjov. Det er bare sådan, jeg er, lyder det fra Benjamin.

Benjamins sjove attitude har fået flere af publikummerne fra Five Chair Challenge til at skrive rosende ord til den udstemte Giorgio.

- Mange skrev til mig, at jeg var en sjov personlighed. Det var fedt. Folk har været så søde. Det var en stor oplevelse, fortæller den unge sangfugl.

Benjamin havde trods det tidlige exit en god oplevelse med "X Factor", men alligevel ikke så god, at den 17-årige sanger vil gentage oplevelsen.

- Jeg kommer nok ikke tilbage i "X Factor". Det gider jeg ikke igen. Det var en god oplevelse, men så har jeg prøvet det, slutter Giorgio.

"X Factor" bliver vist hver fredag klokken 20.00 på TV2.

Sponsoreret indhold