
Fødte for under fire uger siden: Derfor takkede Oh Land ja til ”X Factor”
LÆS OGSÅ: "Vild med dans"-stjerne er blevet gift
Thomas Blachman, Oh Land og Benjamin Hav.
Tyg lidt på det, for det er de tre ”X Factor”-dommere til den kommende sæson.

For tre uger siden, helt præcist 22. juli, afslørede Oh Land, at hun var blevet mor for tredje gang.
Lille Bellis kom faktisk til verden tre dage forinden, men det ændrer ikke på, at det er under fire uger siden, at ”X Factor”-dommeren var i fødsel.
Derfor var det nok ikke alle, som forventede, at hun i dag ville stå klar til at blive præsenteret som ”X Factor”-dommer igen.
Over for SE og HØR sætter hun ord på beslutningen om at takke ja til jobbet, når de fleste andre fortsat ville være på barsel.
- Lad mig sige det sådan. Jeg havde håbet, at jeg ville føde lidt tidligere. Men det er jo ikke mig, der bestemmer det. Jeg kunne da godt have tænkt mig, at der var gået et par uger mere.
Heldigvis går alt dog godt – både med Oh Land og resten af familien.
- Jeg har det godt. Heldigvis – syv, ni, 13 – sover hun indtil videre ret godt, så vi er ikke så trætte, som man kunne frygte. Det er klart, jeg har lige født en baby, så det at være ude i virkeligheden er vildt.
Hvor tæt var du på at sige, at du må hoppe over, fordi du lige er blevet mor igen?
- Jeg har selvfølgelig overvejet om det hele kan lykkes. Men vi går først i gang med liveshows i februar, så på den måde har jeg lige et halvt år, hvor vi kan tage det stille og roligt.

Før liveshows skal alle auditionsdagene dog overstås, og derfor byder den kommende tid på lidt rejsetid væk fra familien.
Og det har selvfølgelig sine ulemper.
- Det sværeste er at koordinere det og finde ud af, hvordan vi løser det. Jeg har også to andre børn, og der er nogle der skal hentes og bringes og en baby, der skal ammes. Men vi har utrolig meget familie og venner, der gerne hjælper. Vi får den hjælp, vi skal bruge. Så på den måde er vi ret heldige.
- Vi er begge selvstændige, så vi kan selv bestemme, hvornår vi tager vores barsel, og vi kan være sammen. Lige nu er min mand ude og rulle med barnevognen, og når jeg er færdig med at snakke med dig, så går jeg ud og skifter en ble og ammer.