X Factor14. januar 2022

Efter "X Factor"-drama: Tobias taler ud

21-årige Tobias Floor Dahlfeldt blev hovedperson i aftenens dommer-drama i "X Factor".
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Et sandt drama udspillede sig i aftenens afsnit af ”X Factor”.

For mens Thomas Blachman var få øjeblikke fra at falde i svimer over Tobias Floor Dahlfeldts version af ”Half a man”, saboterer Martin Jensen den store forløsning. Til stor irritation for dommerveteranen.

Dernæst udspillede et sandt mundhuggeri sig mellem Martin Jensen, der ikke kunne holde Tobias’ guitarspil ud, på den ene side, og Thomas Blachman, som ville skide hul i DJ’ens mening og høre Tobias til ende, på den anden side.

I midten sad Kwamie Liv og forsøgte at mane alle parter til besindighed, men indrømmede alligevel, at hun måtte tage Blachmans parti.

Og manden på krydset, den sagesløse 21-årige tømrer Tobias Floor Dahlfelt, oplevede det kaotiske drama fra første parket.

- Tiden gik superlangsomt – jeg følte, at jeg stod der i så lang tid. Jeg havde på ingen måde regnet med at blive stoppet af Martin Jensen. Jeg havde kun nået at spille et vers og et omkvæd, og så siger han det med guitaren, fortæller Tobias til SE og HØR.

For de fleste er en ”X Factor”-audition nervepirrende, så enhver lille slinger i valsen kan slå de fleste ud af kurs. Tobias så rolig ud under hele den bizarre seance, men indeni spænede tankerne afsted.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/7_foto_tv2.png
 Foto: TV 2

Tobias havnede midt i en dommerkrig (Foto: TV 2)

- Først da Martin stoppede mig, tænkte jeg ”åh nej, nu har jeg sikkert gjort et eller andet, der er helt galt”. Men da han så siger, at det er min guitar, den er gal med, så begynder jeg at tænke alverdens tanker ”okay, skal jeg så synge den a cappella, skal jeg lægge guitaren fra mig” – jeg begyndte bare at tænke alle mulige tanker, for jeg havde ikke på nogen måde forventet det, fortæller han.

Bedst som man troede, der ikke kunne ske flere uventede drejninger, rejser Blachman sig fra sin plads for at give Tobias et kram og fortælle, at han er rørt.

- Det er virkelig en once in a lifetime experience. Det var meget chokerende. Og jeg blev virkelig overrasket, for jeg havde ikke regnet med at få en krammer af Blachman – eller for den sags skyld røre ham, siger Tobias, som får nogle meget fine ord fra Blachman med på vejen.

Det er dog ikke kun Thomas Blachman, der blev rørt i aftenens afsnit. Blachmans ord gik lige i hjertekulen på tømreren fra Farum.

- Det betyder utrolig meget for mig. Det viser også, at når sådan en som Thomas synes, at jeg synger godt, og at jeg decideret rører ham, så kan jeg sgu godt synge. Det er en af grundene til, at jeg meldte mig, så jeg kunne få nogle professionelle ører på min sang og mit guitarspil, så betød virkelig, virkelig meget, at Blachman sagde det, han gjorde, slutter han.

Sponsoreret indhold