Reality2. september 2025

"Vild med dans"-ekspert i ekstase: - Ja tak, TV 2!

SE og HØRs "Vild med dans"-ekspert Nikolaj Bonde er ellevild med det kendishold, som TV 2 har skrabet sammen til fredagsballets allersidste dans
Vild med dans 2025
I over et årti har Gustav Salinas underholdt danskere i alverdens realityprogrammer, nu skal han udnytte sine latinske rødder i selskab med Karina Frimodt.
 Foto: Krestine Havemann/TV 2

LÆS OGSÅ: HER ER HELE "VILD MED DANS"-HOLDET

Ja, tak, TV2!

Så tog “Vild med dans”-casterne sig endelig sammen og fik lokket 10 danskere på dansegulvet, som med rette rent faktisk kan kalde sig kendte. Og det var da også på tide - og jo absolut sidste chance!

For det har sørme skortet gevaldigt på stjernestøv de seneste mange sæsoner, hvor kerneseer-Connie i Kolding vel kun akkurat har stiftet bekendtskab med halvdelen af castet.

Netop derfor har interessen og den generelle buzz om den før så samlende fredagsfolkefest da også blødt popularitet de senere år.

Men med 2025-holdet - det uigenkaldeligt sidste - leverer TV2 langt om længe en parade med schwung i. Nuvel, måske klinger et par stykker lige ungt nok til de pensionsmodne seere.

Men alt i alt er der både kendisfaktor, kolorit og kærkommen karakter over det nye kuld.

Med Camilla Ottesen (fast tv-inventar i snart 30 år), Jesper Asholt (folkekær på film lige så længe) og Gustav Salinas (som velsagtens hele Danmark har dannet sig en holdning om) øverst på kendisstigen.

Garneret genialt med forholdvis nye stjerner i Julie Rudbæk (de unges - heriblandt prinsesse Isabellas - seriefavorit), Alfred Midé Erichsen (hvis Havana-familie er sejlet sikkert ind i danskernes rejsedrømmende hjerter), Skinz (som i foråret fremstod som bundsympatisk vinder i TV2’s eget “Spillet”) og Sissal (som faktisk er blevet ligeså elsket for sin befriende bram- og bodyfrihed som for Grand Prix-sejren).

Plus de yngstes (OG deres forældres) YouTube-superstar Jasmin Lind. Læg dertil feltets største surprise - i fuldstændig glemte (også i fodboldkredse) Peter Løvenkrands.

Og nåja, så fik Pusle Helmuth efter 10-15 års plagen endelig sit ønske om fredagsbal opfyldt. Og hende husker den ældste generation i al fald fra go’natbajerne i de oprindelige “Min søster børn”-klassikere.

Variation, diversitet, lidt ungt, lidt gammelt og glemt - og frem for alt nogle, de fleste af os kender. Og vupti, så har man det stærkeste “Vild med dans”-hold længe set!

Kan I mærke viben? Det lover allerede godt for alletiders allersidste dans!

Hele holdet: "Vild med dans" 2025

Sponsoreret indhold