Reality17. oktober 2020

Vicky er videre: Fuldstændig overvældende

Det var svært for Vicky Knudsen og dansepartneren Martin Reichardt at skjule deres overraskelse, da de slap for den farlige omdans
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Måske lå det ikke ligefrem i kortene, at den 34-årige dansende biolog fra Bornholm skulle ryge direkte videre til to ugers sikret deltagelse i "Vild med dans".

Men det var ikke desto mindre seernes beslutning, efter dommerne ellers havde kaldt Knudsens chachacha-optræden for humoristisk.

Og parrets forbavselse var til at få øje på.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/_hjp5272_1.jpg
 Foto: Hanne Juul

Foto: Hanne Juul

- Jeg tror, vi var lidt overraskede. De to par, der så stod i omdansen, dansede begge to superflot i aften. Så ja, jeg var meget overrasket, lyder det fra den professionelle del af duoen, Martin Reichardt.

Redningen fra seerstemmerne betyder, at Vicky og Martin skal danse igen de næste to fredage.

- Martin har ikke haft det største naturtalent inden for dans at arbejde med, lyder det fra en lettet Vicky Knudsen.

Kærligheden hjælper

Dog indrømmer hun, at hun måske var mindre anspændt i aftenens program og i deres fælles dyriske dans.

- Denne gang var det en anderledes afslappet Vicky, der dansede, fortæller hun til SE og HØR, der fanger hende efter showet.

Men hvad er tv-biologens egen forklaring på de sænkede skuldre?

- Det er på grund af al den kærlighed. Det der er sket de sidste uger er enormt overvældende. Udover min klippe her, siger hun, og fortsætter, mens hun peger på Martin:

- Så er der virkelig overvældende meget kærlighed ude fra.

Hjælp fra en million følgere

Det er ikke nogen hemmelighed, at instagrammeren Anders Hemmingsen bakker massivt op om årets underdog, der må siges at være Vicky.

Dommerne kvitterede eksempelvis kun med 10 point efter aftenens dans.

På den røde løber inden showet fortalte Instagram-kongen, hvordan han finder Vicky perfekt til formatet.

- Jeg hepper på hende, alt det jeg kan. Hun passer perfekt ind i det koncept, sagde han, og tilføjede:

- Der er ikke rigtig nogen, der ved hvem hun er, så hende hepper vi på i aften.

Hemmingsen havde endda taget et lille gimmick med til sin veninde. En udstoppet ræv med mundbind.

En lille kommentar til den dansende dyreelsker, som bestemt er enig i, at det nu bare gælder om at fyre den af, mens man nyder det.

- Dansetalent handler jo ikke kun om, hvor strakte ben, man har, men også om indlevelse. Og der fik vi da et lidt større talent at se hos Vicky, fortæller Martin, før Vicky stemmer i:

- Og så har jeg bare haft det sådan ... Så skal det fandme også bare være sjovt, siger hun.

Modtager skøre gaver

Vicky fortæller desuden, at hun har fået nogle søde om end lidt mystiske ting tilsendt.

- I går modtog jeg er pude med en broderet rød glente, hvorpå der stod: "You are a bird I like to watch," lød det fra den charmerende biolog.

Fremover vil hun prøve at huske at slappe af, også selvom trinene er svære.

- Nervøsisteten tager over, men det handler om at have det sjovt, og det har været rart og forløsende.

Og nu kan det være rart i to uger mere for Vicky, der er sikret deltagelse endnu to programmer på grund af Knæk Cancer-udgaven af "Vild med dans" næste fredag.

Sponsoreret indhold