Reality10. marts 2021

Trods gode toner bed løverne fra sig

Trods en varm modtagelse af produktet fik Ziggi Hartung og Asbjørn Dencker ikke en investering, da de deltog i "Løvens hule" - det har dog blot forstærket deres gåpåmod
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/eace_gum.jpg
 Foto: Eace Gum

Der var god stemning, da løverne først satte tænderne i vitamintyggegummiet fra Eace Gum, hvor det prompte blev rost for at være friskt.

Jan Lehrmann kunne tilmed rose iværksætterne Ziggi Hartung og Asbjørn Dencker for at have set et hul i markedet.

Men derefter gik det ikke i den rigtige retning for de to iværksættere i tyverne.

- Det var vildt grænseoverskridende at stå der, men der var heldigvis positiv feedback på produktet og dets smag. De slog så ned på nogle andre ting, som vores omsætning for eksempel, siger Ziggi Hartung til SE og HØR.

Det Jesper Buch, der først viste tænder og spurgte ind til de to drenges omsætning, som han mente var for lav.

Derudover fik designet også en tur i maskinen, hvor Buch kunne være i tvivl om indpakningen var en god ide. Han kunne for eksempel se det samme design blive brugt til både P-piller og kondomer.

- Designet er noget, som vi har kigget mere på, efter vi deltog i programmet. Det kan være, at vi kommer til at justere det i takt med at forretningen vokser, siger Hartung.

Det endte med et nej tak fra alle fem løver, men det har ikke slået Asbjørn og Ziggi ud.

- Det er selvfølgelig skuffende, men vi er begge sikre på, at vi nok skal klare den. Vi fik egentlig bare mere blod på tanden og en lyst til at køre på, siger Hartung.

Den lyst har manifesteret sig i lange arbejdsdage, hvor de to selv har siddet og pakket tyggegummi, som skal sendes til De Forenede Arabiske Emirater.

- Samtidig har vi en aftale med Tyskland og er kommet ud i 600 butikker i Danmark. Derudover har vi ansat flere og skaffet et kontor, så nu er det slet med at sidde hjemme i lejligheden, griner Ziggi.

Tyggegummiet kan erstatte den daglige vitaminpille og bliver solgt i forretninger som 7-eleven og Matas.

Sponsoreret indhold