Reality28. januar 2021

"Too Hot To Handle" vender tilbage med to sæsoner: Har i al hemmelighed optaget under pandemien

Realityshowet, som sidste år storhittede på Netflix, vender tilbage med hele to sæsoner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/thth_108_unit_00752r.jpg
 Foto: Ana Cristina Blumenkron/Netflix

I 2020 hittede Netflix med realityshowet "Too Hot To Handle", som på den første måned blev streamet af hele 51 mio. husstande.

Nu har Variety fået bekræftet, at det noget specielle realitykoncept vender tilbage med hele to nye sæsoner.

Og en verdensomspændende pandemi sætter ikke en stopper for optagelserne: Kilder fortæller til mediet, at optagelserne, som har været undervejs i flere måneder, finder sted på Turks- og Caicosøerne.

For at der ikke skulle slippe noget ud om, at "Too Hot To Handle" er blevet fornyet med to sæsoner, fik deltagerne at vide, at de skulle indspille et program ved navn "Parties In Paradise".

Det var først, da de landede i ferieparadiset, at Lana, som er showets digitale vært, løftede sløret for, hvad deltagerne har meldt sig til.

Umiddelbart lyder "Too Hot To Handle" som et klassisk realityshow: Ti tiltrækkende, unge mennesker lukkes ind i et eksotisk luksusresort, og så sker der ting og sager.

Men i Netflix' datingprogram er det hele vendt på hovedet: Her gælder det nemlig om at knalde så lidt som muligt.

I den første sæson, som bestod af otte afsnit, fik de ti badejern og strandsild stillet en præmie på 100.000 dollars (686.000 kr.) i sigte. Præmissen var, at deltagerne hverken måtte kysse eller knalde, og hvis de faldt i, blev der hugget et beløb af den store præmiesum.

I starten af sæsonen vidste deltagerne ikke, hvor stor en "bøde", de skulle betale, men det blev løbende afsløret, som sæsonen udfoldede sig.

Mens sæsonen udviklede sig, kom det blandt andet frem, at et kys kostede 3.000 dollars (20.500 kr.), oralsex kostede 6.000 dollars (41.000 kr.), mens sex kom til at hugge 20.000 dollars (137.000 kr.) af den samlede præmiepulje.

Sponsoreret indhold