Reality8. april 2024 (opd. 8. april 2024)

Tobias fra "Kragerne" brød sammen uden for skærmen: Svigtet af ekskæresten

Efter konfrontation fra sine bejlere, brød Tobias Jensen sammen, mens kameraerne var slukkede. Her forklarer han, hvordan datingen i "Kærlighed hvor kragerne vender" påvirkes af hans fortid
Tobias Ytting Kjærgaard Jensen opdagede under "Kærlighed hvor kragerne vender", at han stadig er mærket af et tidligere forhold.
Tobias Ytting Kjærgaard Jensen opdagede under "Kærlighed hvor kragerne vender", at han stadig er mærket af et tidligere forhold.
 Foto: Anders Brohus/TV 2

LÆS OGSÅ: Reality-'krager' går fra hinanden: Taler ikke sammen

Det har taget tid for Tobias Jensen at begynde at komplimentere sine "krager", og i det hele taget har fynboen svært ved at åbne sig i TV 2-programmet. Det skyldes de ar, som en ekskæreste har efterladt ham med, fortæller han til SE og HØR.

Til datingprogrammets store fest, hvor kvinderne skal møde de fire hovedpersoners venner, konfronterer Tobias' bejlere ham med den manglende forsikring for hans følelser og interesse, og det sætter sig i ham.

Morgenen efter, inden dagens optagelser skal til at gå i gang, bryder han pludselig sammen i gråd.

– Jeg går med den der øv-fornemmelse indeni, fordi pigerne ville have mig til at trække dem ud på alenetid, og det var prikken over i'et. Pludselig så vælter verden bare fuldstændig. I situationen aner jeg ikke, hvorfor.

Tobias Jensen får en snak med både programmets produktionschef og meddeltageren Benjamin, og får reflekteret over episoden, hvor kvinderne bad om mere fra ham.

Men det er svært for ham at give, og det bunder i hans forholdshistorik, forklarer fynboen.

– Jeg har oplevet store tillidsbrud gennem tiden, når jeg har datet. Blandt andet havde jeg en kæreste for efterhånden to år siden, som efter et halvt år sagde ud af det blå, at hun ikke havde nogen følelser for mig, og aldrig havde haft det.

Da hun ifølge Tobias fandt sammen med sin eks få dage efter bruddet, satte det sig på hans evne til at stole på nogen.

– Der føler jeg mig brugt som pauseklovn.

Det er først den morgen på settet for "Kærlighed hvor kragerne vender", at det går op for Tobias, hvor dybt påvirket han blev af episoden.

– Der er opstået en skepsis i min underbevidsthed, som jeg ikke har tænkt over gennem tiden, men først er blevet bevidst om her, efter jeg sidder og græder.

– Jeg har svært ved at stole på, hvad folk siger, uden der er handling. Og jeg prøver at finde ud af, om jeg tør lade mig stole på de her piger i programmet. Jeg har ikke vidst, at det var det, jeg havde gang i, men det er jo nok det, der er foregået. Det er nok også derfor, jeg er tilbageholdende i programmet til at begynde med.

– Det er svært at udtrykke sine følelser til nogen, men ikke rigtig kender.

Efterfølgende har Tobias tænkt over, hvordan han kan styrke sig selv i fremtiden, så han tør stole mere på folk. Han har også åbnet sig mere for nære venner og familie om de udfordringer, han har på området.

– Man lærer hele tiden noget om sig selv, og jeg har lært, at jeg går med mere skepsis og overtænkning, end jeg troede. Det har jeg ikke noget imod at dele, for der er højst sandsynligt mange andre, der går med samme udfordringer. Hvis det kan hjælpe andre og inspirere til at kigge indad, så vil jeg være lykkelig.

Tobias har selv delt nedenstående opslag om episoden:

Sponsoreret indhold