Reality15. oktober 2022 (opd. 24. oktober 2022)

Teitur Skoubo ankede voldtægtsdommen: Nu skal sagen for Landsretten

Den voldtægtsdømte Teitur Skoubo er flyttet til Jylland og har hyret ny advokat, før hans sag skal for Landsretten
27-årige Teitur Skoubos ankede voldtægtsdommen. Nu skal sagen for Landsretten.
27-årige Teitur Skoubos ankede voldtægtsdommen. Nu skal sagen for Landsretten.
 Foto: Dan Mariegaard

25. maj i år faldt hammeren ved Retten i Odense.

27-årige Teitur Skoubo blev idømt to år og seks måneders fængsel for at have voldtaget en ung kvinde den 28. november 2021 efter en bytur i Odense og blev straks ført tilbage til Odense arrest, hvor han frem til sagen havde siddet varetægtsfængslet.

Teitur ankede sagen på stedet, og mandag den 24. oktober klokken 13 skal sagen i følge Teiturs nye advokat Nicolai Berg for Landsretten.

Nicolai Berg har overtaget sagen fra Teiturs tidligere advokat Rasmus Sølberg, som ikke har møderet i Landsretten og derfor måtte give sagen videre.

Til SE og HØR fortæller Nicolai Berg, at han har studset over nogle ting fra byrettens behandling af sagen, som han vil tage op i Landsretten.

- Jeg har konstateret nogle ting i sagen, som jeg ikke mener, at man har taget højde for under byretssagens behandling. Nogle ting, som efter min opfattelse, understøtter Teiturs forklaring.

Teiturs forsvarsadvokat fortæller videre, at han har positive forventninger til sagens udfald.

- Jeg forventer, at Landsretten ser nøgternt på sagen og dermed også er lydhøre over for de argumenter, jeg vil komme med. Jeg er optimistisk i forhold til sagen og tror på, at han både kan og skal frifindes, lyder det fra Nicolai Berg.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at Teitur ikke havde det godt i den første tid efter domfældelsen.

Nicolai Berg kan berette, at Teitur har det godt og er blevet overflyttet til Vejle arrest. Teiturs tilstand har ifølge hans advokat ikke som sådan noget med overflyttelsen at gøre, men han fortæller, at Vejle arrest for mange er "nemmere" at sidde i.

- Han har vænnet sig til det efterhånden, men han håber selvfølgelig snart at komme ud.

SE og HØR følger naturligvis sagen.

Sponsoreret indhold