Spiseforstyrret Maria køber alt for lille brudekjole: - Fuldstændig åndssvagt
I dag er der sæsonpremiere på ”Årgang 20”, og der bliver lagt stærkt ud med en gribende afsløring fra Louies mor, Maria Brask Mainz.
Efter at have afsløret, at hun i 10 år har haft spiseforstyrrelsen bulimi, ser vi hende prøve brudekjoler med sin mor og sine søstre som tilskuere. Der er kun to og en halv måneder, til brylluppet skal stå, fortæller Maria Brask Mainz i scenen, som hun i dag – et år efter optagelserne - kalder for vanvittig.
For ”Årgang 20”-moren vælger at investere i en brudekjole, der er alt for lille. Den gaber stort på ryggen og kan ikke lukkes i nærmeste fremtid. Maria Brask Mainz er dog stærkt overbevist om, at hun sagtens kan nå at komme ned i vægt inden den store dag.
- Hvor meget skal jeg tabe mig, for at kunne passe den her kjole?, spørger den kommende brud ekspedienten i kjolebutikken, som tilfældigvis også er kendt fra tv: ”Den store bagedyst”s Tilde Munkholm.
- Når jeg ser det i dag, et år efter, tænker jeg, det er fuldstændig åndssvagt, at jeg køber en kjole, der er så meget for lille, siger Maria Brask Mainz til SE og HØR.
- Men samtidig kunne jeg sagtens finde på at gøre det i dag. Jeg ville gå ud og gøre det nu. Selv om jeg godt kan se, når jeg ser programmet, at det er fuldstændig vanvittigt.
Artiklen fortsætter under billedet …

Maria Brask Mainz prøver brudekjole i sæsonpremieren på "Årgang 20" - og Tilde Munkholm fra "Den store bagedyst" er ansat i butikken. (Foto: TV 2)
- Jeg tror på hende
Marias mor er først stor modstander af at købe en brudekjole, der ikke passer, men ”Årgang 20”-stjernen overbeviser hende om at stole på hende.
Også brudestylist Tilde Munkholm, der på daværende tidspunkt ikke kender til spiseforstyrrelsen, går med på Marias idé om at købe kjolen.
- Jeg siger til hende, at den er for lille, men at vi kan bestille den hjem i en off white i stedet for nude farve. Men hun er helt forelsket i farven og snakker om, at hun gerne vil tabe sig inden brylluppet. Der er der rigtig mange brude, der ender med at gøre, fordi de gerne vil være i den bedste shape og se så godt ud som nogensinde, fortæller Tilde Munkholm til SE og HØR.
- Kjolen var et godt stykke for lille til hende, men Maria er meget standhaftig, og når hun er sådan, så tror jeg også på hende.
Maria Brask Mainz forklarer, at hun ofte bruger for småt tøj som motivation for vægttab. Hun bruger det ikke som et argument for at smide nogle kilo, men som en gulerod for at holde gejsten.
- Jeg følte ikke, at jeg havde kroppen til den kjoletype, så måske ville jeg blive motiveret til at tabe mig. Sådan har jeg det med alt tøj, forklarer hun og tilføjer, at det dog kun har effekt i begyndelsen.
- Det virker ikke. Jeg er kun motiveret i starten, der virker det godt, og så går det galt. Fordi jeg lever for striks og kommer til at bryde det en smule, og så bryder min verden sammen, fordi jeg for eksempel har spist en halv bolle for meget.
Artiklen fortsætter efter billedet ...

Louies forældre, Maria og Daniel, blev gift i sommer. Foto: GG foto/Gammelgaard foto
Sagde det for sjov
I dagens afsnit kan det se ud, som om Tilde Munkholm giver Maria Brask Mainz ret i, at hun skal tabe sig, men det afviser hun.
- Jeg har kun været støttende og opbakkende omkring Marias ambitioner om at bære sin drømmekjole til sit bryllup, fortæller Tilde Munkholm og uddyber:
- Så sagde jeg for at være støttende, at det må være den bedste motivation at have en brudekjole at skulle passe. Jeg ville aldrig havde solgt en brudekjole til Maria, hvis jeg vidste, at den ikke kunne komme til at passe på den ene eller anden måde.
Maria Brask Mainz er glad for sin oplevelse i brudebutikken:
- Tilde kunne se, hvor meget jeg gerne ville have den kjole, siger hun.
Maria Brask Mainz fik sin Daniel den 3. juli 2021, hvor parret blev viet. Hun fik ikke tabt sig de 15 kilo, hun gerne ville, men det blev til hele syv kilo, og det var nok til at kunne passe kjolen, efter den blev lagt lidt ud.
- Lige den dag, vores bryllupsdag, var jeg meget tilfreds med mit udseende, fortæller ”Årgang 20”-stjernen.
- Det var en af de første gange, jeg følte mig tilfreds og flot og glad.