"Singletown"-chok! Mikkel og Emily snød

Mikkel Dupont Vilstrup har fart på i dagens afsnit af "Singletown".
Han får både kysset med sin date og slået op med Emily Beck Nielsen i et brev.
Men der er noget, der ikke helt stemmer. For grunden til, at Mikkel har så travlt er formentlig, at han og Emily aldrig var kærester til at begynde med.
Mikkel har tidligere indrømmet, at han og Emily næsten lige var begyndt at ses, da de kom med i programmet.
Faktisk blev han kontaktet af en caster, der havde fundet ham på Instagram og spurgte, om han ville være med i "Singletown".
- Hurtigt vendte jeg den med Emily, og vi blev enige om, at det ville være en god oplevelse for os, siger han til Realityportalen.
Aldrig rigtig kærester
Men overfor SE og HØR indrømmer Mikkel Dupont Vilstrup nu, at han og Emily Bech Nielsen aldrig var kærester.
- Med hensyn til mig og Emily, og hvordan vi stod inden "Singletown", så havde vi ikke fortalt nogen om os, og derfor kom det nok som et chok, da folk så os som et par derinde, siger Mikkel Dupont Vilstrup og fortsætter:
- Vi var ikke et officielt par med titel på, og vi smed ikke søde billeder op af hinanden på sociale medier, men vi havde noget og ville gerne teste, om det kunne blive til noget mere.
Han er dog ikke enig i, at han og Emily Beck Nielsen har snydt.
- Jeg kan godt forsikre om, at det ikke var fup eller løgn, siger han.
Han fortæller yderligere, at han og Emily valgte at deltage i programmet, selv om de ikke var kærester, fordi de ville se, om der var mulighed for, at de kunne blive det.
- "Singletown" var ligesom den store "test" for os, da Emily skulle flytte til København efter sommeren, mens jeg blev i Vejle. Derfor skulle vi finde ud af, om vi kunne holde til at være væk fra hinanden, og om vi ville savne at se hinanden. Og det fandt vi jo heldigvis ud af derinde.
Ingen romantiske følelser
Mikkel Dupont Vilstrup forklarer, at han og Emily Beck Nielsen hurtigt fandt ud af, at de ikke skulle være sammen.
- Jeg har mærket efter derinde omkring mig og Emily, og der er bare ikke nogle romantiske følelser. Jeg tror heller ikke, det kommer som nogen overraskelse, hvis man har fulgt med i de andre afsnit, siger Mikkel Dupont Vilstrup om grunden til, at han "slår op" og kysser en anden i ugens "Singletown"-afsnit.
- Vi har begge været meget klare om, hvor vi stod, og som tiden gik, fandt vi bare ud af, at det ikke skulle være os.
Han forklarer deres tidligere forhold således:
- Vi var vel nok det, man ville kalde "kærester uden titel": Vi så os selv som et par, men havde ikke offentliggjort noget, da vi var usikre på, om det ville holde i længden.
SE og HØR har kontaktet Emily Beck Nielsen for en kommentar, men uden held.