Reality30. maj 2022

Sidney Lees ekskæreste Mary-Ann: Han ville ikke være voksen

I mere end fire år dannede Mary-Ann Holm par med realitykongen. Nu sætter hun ord på hans pludselige dødsfald
Sådan fik Sidney Lee's ekskæreste beskeden om hans død.

Mary-Ann Holm, 52, og Sidney Lee havde ikke snakket sammen i flere måneder.

Og hun husker deres sidste samtale som mere problematisk end kærlig.

Så da et velkendt nummer forleden dukkede op på telefonens skærm, var Mary-Ann ikke i tvivl om, at det opkald kun kunne have to udfald.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mary-Ann Holm
Mary-Ann Holm, 52, er dybt berørt over ekskærestens tidlige bortgang – og hun er overrasket over, det skete allerede nu.
 (Foto: Mikael Rieck)

- Enten var det ham, der ringede fra en andens nummer for at prøve at blive gode venner igen. Eller så skulle jeg have en meddelelse om, at han var død, fortæller Mary-Ann et par dage efter dødsfaldet til SE og HØR.

Og da hun hørte stemmen i den anden ende af røret, vidste hun godt, at det ikke var gode nyheder, hun skulle have.

For hendes ekskæreste Sidney Lee VAR død. Opkaldet fik hun allerede nogle timer før det nåede offentligheden, hvor mystikken straks bredte sig: For hvordan var Sidney gået bort?

Alligevel undrer hun sig over alle spekulationerne omkring hans død – hun synes, de er overdrevne.

- Jeg ved, at folk tænker meget over, hvad der mon er sket og har vilde teorier om, hvorfor politiet er indblandet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mary-Ann Holm og Sidney Lee
De to mødte hinanden i 2016 på baren Billy Booze i det indre København.
 (Foto: Privat)

Men jeg tror slet det er ikke så voldsomt, som folk går og konspirerer om, fortæller Mary-Ann.

Hun vil ikke komme ind på, hvad dødsårsagen er – for den kender hun ikke selv endnu.

Og hun respekterer familiens ønske om at holde det privat.

Mindes de gode ting

Flere tæt på realityfænomenet har fortalt, at de var bekymrede for hans alkoholindtag, og tidligere har han også kæmpet med både stof- og steroidemisbrug.

Det var dog kun alkoholmisbruget Mary-Ann oplevede. Han tog hverken stoffer eller steroider, mens de var sammen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mary-Ann Holm og Sidney Lee
Flere gange havde Sidney Lee kæresten med på den røde løber. Dog var han ikke glad for at kalde hende kæreste, fordi han havde det svært med ordet.
 (Foto: Søren Jul Lamberth)

- Han levede et hårdt liv, så jeg vil ikke sige, jeg er overrasket over, han døde.

Men jeg er meget overrasket over, at han døde så ung, fortæller hun.

- Han gik ikke selv og var bekymret. Det var mest os andre.

Derfor er jeg også sikker på, Sidney ville foretrække, at vi huskede ham for alt det gode i stedet. Så det prøver jeg.

Barn for evigt

Mary-Ann beskriver sine fire år i forholdet med Sidney Lee som sjove.

Der var op- og nedture, og flere gange havde de perioder, hvor de var væk fra hinanden.

- Han kunne godt være meget barnlig. Alt det der med voksenting gad han ikke, og han forstod for eksempel ikke, jeg kunne stå op og passe et almindeligt job, afslører hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mary-Ann Holm og Sidney Lee
Mary-Ann fortæller, at Sidney Lee var lidt ligesom Peter Pan – han blev aldrig rigtig voksen.
 (Foto: Privat)

Parret var meget forskellige på en del punkter – og når det blev for meget, trak Mary-Ann stikket, men ofte ringede Sidney til hende to uger efter for at undskylde og indsmigre sig på ny.

- Han var jo virkelig sjov. Så det endte med at være sådan et forhold, hvor jeg levede i en slags barnlig boble.

Vi spillede videospil, hørte musik og var kærester, når jeg var sammen med ham, og så når vi ikke var sammen, levede jeg et mere almindeligt liv.

Med og uden bandana

Selv om deres forhold sluttede brat, er det de gode ting i forholdet, Mary-Ann mindes.

- Han var et meget sødt menneske. Et af de sødeste – og han var meget betænksom. Det kommer jeg virkelig til at savne ved ham.

Det gjaldt også, når de to stødte ind i hans fans.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sidney Lee og Mary-Ann Holm
Selv da de ikke var kærester mere, holdt de kontakten. Først da Sidney Lee begyndte at være corona-skeptiker, slap den op.
 (Foto: Thomas Laursen)

Det kunne irritere Mary-Ann, at han så ofte blev genkendt, men Sidney Lee tog sig altid tid til at snakke med dem og give dem lidt af den Sidney, de kendte fra tv.

- Det var jo en facade. Han var slet ikke sådan i virkeligheden, man han gav sine fans det, han vidste, de ville have. Og jeg tror, han var glad for at kunne gå ind i rollen.

Mary-Ann fortæller, at noget af det bedste, han vidste, var at smide sin bandana, når han kom hjem.

Han kaldte det for sin opmærksomhedshue – og han havde den altid på i offentligheden, fordi han elskede opmærksomheden.

- Jeg ved også, at han ville have elsket, at folk taler så meget om ham, selv når han ikke er her mere. Al den opmærksomhed er helt i hans ånd.

Læs meget mere om Sidney Lee i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold