
SE og HØR afslører: Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov på ferie sammen
LÆS OGSÅ: "Paradise"-stjerne indlagt på hospitalet
Man kan ikke længe holde tal på, hvor mange Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov er gået fra hinanden for så at finde melodien på ny og blive kærester igen.
Seneste melding kom i oktober, hvor den tidligere forsidefrue slog fast, at hun altså er single, og hun havde bestemt ikke lyst til at snakke om Mikkel.
Siden har der været ganske tavst fra Szigethys side. Men nu kan SE og HØR afsløre, at hun og Mikkel lige nu er på skiferie sammen.
SE og HØR erfarer nemlig, at Amalie og Mikkel sammen har sat kursen mod alperne for at stå på ski, spise god mad og nyde den smukke natur.
Eksparret er dog ikke alene på skiferie. Med er også deres to døtre Hannah og Josephine samt noget af Mikkels familie.

Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at Amalies mor Lotte Kejser er rejst med til alperne. Det er heller ingen hemmelighed, at hun og Mikkel ikke altid har haft et særlig godt forhold til hinanden.

Kærester eller ej?
SE og HØR har kontaktet både Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov for at høre, om de er kærester igen, eller om ferien blot er for at være på tur sammen med deres børn.
Ingen af de to er vendt tilbage på vores henvendelser.
Derfor står det hen i det uvisse, om Amalie og Mikkel for gud ved hvilken gang har genfundet kærlighedsmelodien, eller om de bare er gode forældre for døtrene Hannah og Josephine og viser, at mor og far stadig er gode venner.
Men i oktober lød det ikke som om, at der var særlig god stemning mellem Amalie og Mikkel.
- Jeg svarer ikke på spørgsmål om ham. Det stoppede jeg med for længst, svarede hun, da SE og HØR spurgte, om hun stadig har kontakt til ekskæresten.
SE og HØR følger sagen.