Samuel og David Sigala efter "X Factor": Vælter i frække tilbud

Taget blev blæst af samtlige dagligstuer, da Sigala fredag aften tonede frem på skærmen i ”X Factor”.
Samuel og Davids hårdtslående rap, sikre vokal og vrikkende hofter efterlod Thomas Blachman uden andet valg end at sende Holstebro-brødrene videre fra den musikalske stoleleg.
Men det var faktisk ikke det overskyggende mål for charmetroldene.
- Det var fedt at stå foran publikum, stemningen var virkelig på. Vi havde et mål om at skabe en fest, og vi var ligeglade med, om det var godt eller dårligt, forklarer Samuel til SE og HØR.
Damerne dåner
Brødreparret formåede både at levere aftenens bedste optræden og skabe en fest.
Det har medført en del opmærksomhed.
- Der har været mange, som har skrevet i vores DM (indbakke red.), og vi har fået flere følgere. Det er dejligt, siger brødrene.

Især en befolkningsgruppe er voldsomt repræsenteret i indbakken hos Samuel på 19 år og den to år yngre David.
De er blevet bombarderet med diverse tilbud fra kvinder, som er faldet pladask for deres charme.
Og hvis de atletiske brødre skulle sige ja til samtlige date-tilbud om kaffe, ville de få travlt.
- Det er virkelig underligt, også fordi det er mange, der gør det. Jeg har nok fået omkring 50 beskeder, griner Samuel.
Opmærksomheden fra det modsatte køn er ikke kun kommet bag på de vestjyske gulddrenge.
Drengene er lidt misundelige (på beskeder i indbakken red.), men de har faktisk også fået lidt følgere ud af det, afslører de dansende musikmakkere.
Om Sigala ender i liveshows må vi vente med at finde ud af.
Thomas Blachman står med deres skæbne i hænderne, og den eftertragtede plads på direkte fjernsyn, skal brødrene kæmpe med Århus-trioen Lav Sol om.