Sådan går det Danni fra "Luksusfælden" i dag: Fyret midt i optagelserne

LÆS OGSÅ: Danni er tilbage i "Luksusfælden" - og gælden er eksploderet
For seks år siden stod Danni frem på tv med en økonomi i kaos og et privatliv, der samtidig var faldet fra hinanden.
Eksperterne var mildest talt i chok, da de mødte ham i Vrå dengang, men siden er det kun gået den forkerte vej.
Danni har nemlig formået at tredoble sin gæld siden sidste gang, eksperterne besøgte ham.
Da Danni første gang deltog, lød hans gæld på intet mindre end 241.000 kroner. I dag skylder han 794.000 kroner, hvilket svarer til mere end en tredobling af gælden på seks år.
Der blev lagt en klar plan for Dannis fremtidige økonomi, men under optagelserne mistede han det ene af sine to jobs, hvilket gjorde det svært at holde sig til det budget, der var lagt af eksperterne.
- Jeg blev fyret fra mit ene arbejde, og mistede min ekstra indkomst. Men jeg har fundet et nyt arbejde efterfølgende. Nu laver jeg lagerarbejde i weekenderne. Jeeg er stadigvæk i kontakt med Kenneth, og jeg søger hjælp, når jeg har brug for det, fortæller Danni til SE og HØR.
Far for anden gang
Under optagelserne for seks år siden, forlod Danni sin kæreste Mille på landsdækkende tv.
Kort tid efter kameraerne slukkede, fandt parret dog sammen igen og fik en datter. Mille blev endnu engang gravid, men inden barnet kom til verden, valgte parret at gå hver til sit.
Under optagelserne til programmet blev Danni far for anden gang, og samarbejdet med Mille fungerer i dag uden problemer.
- Vi er ikke kærester i dag, men vi er gode forældre sammen. Jeg har nu to børn, jeg skal være et forbillede for. Jeg bliver nødt til at få styr på mit liv, det sejlede før, siger Danni.
Droppet junkfood
Intet mindre end 130.000 kroner om året, brugte Danni på junkfood. Hvordan kunne det gå så galt? Ifølge Danni, lavede han aldrig mad, og derfor var takeaway nemmest.
Men sådan ser det ikke ud i dag.
I dag er junkfood lagt på hylden, og der bliver smurt madpakke inden han tager på arbejde.
- Jeg tog de nemme valg, når jeg var ude at køre. Det er der blevet lavet godt om på siden. Jeg laver madpakke. Jeg ryger ikke længere. Jeg drak to liter Red Bull om dagen, det gør jeg heller ikke længere, fortæller Danni til SE og HØR.
Både eksperternes og lægens ord blev et wake-up call for Danni.
- Det var jeg nødt til. Lægen skældte mig ud, det var ikke optimalt. Det ville være skadeligt for mig, hvis jeg fortsatte på den her måde.