Robinson Ekspeditionen 4. september 2017

Skandale i årets Robinson Ekspedition

To af 'de gamle' har snydt
Foto: TV3

 

19. sæson af Rbinson Ekspeditionen er kun lige skudt i gang.

Men allerede nu er det sejlivede TV-program blevet ramt af en veritabel skandale.

Tre af deltagerne har snydt.

Og det har i den grad fået ekspeditionsleder, Jakob Kjeldberg, op i det røde felt.

– Jeg føler, at der er nogen, der pisser på mit hjertebarn, siger han til Ekstra Bladet.

Det er to af de fem Robinson-veteraner, der er inviteret med, der sammen med en yngre deltager har forbrudt sig mod reglerne ved at skaffe sig ekstra mad udefra.

Det er Michael Backer og Mathias Lynge, der har snydt.

I de tidlige morgentimer, før kameraholdet ankom til øen, vandrede de sammen med en anden mandlig deltager, Andreas Jensen, over til den anden side af øen og tiggede mad i en fiskerlandby.

De havde held med deres forehavende, og fiskerne gav dem en stor fisk med hjem, skriver Ekstra Bladet.

Da de kom tilbage påstod de, at de selv havde fanget fisken.

I et program hvor en del af konceptet er, at mængderne af mad er begrænsede, hvilket betyder at sult kan betyde fra eller til i konkurrencer med mere, er de tre snyderes forseelse en særdeles alvorlig hændelse.

Det er ikke kun Jakob Kjeldberg, der er rystet over skandalen.

Også producent Louise Runge taler med store bogstaver.

– Det er et alvorligt og kæmpe svigt. Det er ikke fair konkurrence, hvis nogen snyder, og det her er snyd, siger Louise Runge til Ekstra Bladet.

Hun fortæller, at veteranerne netop er udvalgt til at deltage i år, fordi de angiveligt er nogle af de sejeste deltagere, der har været med i ekspeditionen.

– Vi har jo taget veteranerne med i år, fordi det er mennesker, vi tror på, kender og stoler på. Det sidste, vi har lyst til, er at trække bukserne ned på vores helte, men vi kan ikke forsvare at lukke øjnene for det, siger Louise Runge til Ekstra Bladet.

Andreas Jensen, Michael Backer og Mathias Lynge er underlagt en tavshedsklausul og må først sige ord om snyderiet, når programmet er sendt.   Ud over 'snyderne' deltager tre andre veteraner.     Bettina Tammaro deltog i ekspeditionen i 2013 og er efterhånden blevet 50 år.

I sin tid var hun rigtig god til det beskidte spil, mente SE og HØRs anmelder, Malene Hasselblad.

Michael Backer var med i samme sæson, hvor den nu 29-årige hunk i dén grad var populær hos pigerne.

Den flotte fyr har også prøvet sig selv af som model, og havde mest af alt temperamentet imod sig.

30-årige Tina Bianca Mosekjær Madsen fra 2015-udgaven deltager denne gang uden kæresten Andreas, som var med i kæreste-sæsonen.

Mathias Lynge, 24, var også en populær herre sidste sæson, og endda ved at gå hele vejen. Nu har han fået chancen igen, men har i den grad trådt i spinaten.

Endelig er SE og HØRs gamle kending fra 2009, 40-årige Ditte Büchmann Jensen,  med igen.

Den sprøde pige var voldsom i rollen som muldvarp, og havde også en skarp pen, da hun efterfølgende optrådte som SE og HØRs anmelder af programmet.

Og så medvirkede hun faktisk også i en tv-reklame for SE og HØR.

Galleri - De bedste babes i Robinson Ekspeditionen:

Robinson Ekspeditionen: De bedste babes

Sponsoreret indhold