Robinson: Nøgenløb moralsk anstødeligt

Malaysias muslimske regering ser ikke mildt på, at deltagerne sprinter rundt uden en trevl på kroppen
Billederne af nøgne danskere på en strand i Malaysia er kommet regeringen for øje, og den synes ikke lige det er passende
Billederne af nøgne danskere på en strand i Malaysia er kommet regeringen for øje, og den synes ikke lige det er passende
 Foto: Claus Poulsen

Den danske udgave af Robinson Ekspeditionen bliver nu taget op på regeringsplan. Ikke herhjemme, men derimod i Malaysia, hvor reality-programmet optages.
Det sker efter, at deltagere indledte årets ekspedition med at blive tvunget til et nøgenløb på den malaysiske ø Johor.

Nyhedsbureauet ANI skriver, at Malaysias informations- og kulturminister Dr. Rais Yatim kræver en undersøgelse af, hvad der er sket, og hvem der har givet tilladelse til tv-optagelser, der indeholder nøgne mennesker.

- Vi skal også se på, at produktionen ikke støder kulturel følsomhed fra de forskellige etniske grupper i landet. Men moral er et kompliceret emne. Det er derfor, at vi er nødt til at se på sagen fra forskellige vinkler, siger kulturministeren fra det muslimske land.

Dr. Rais Yatim har bedt de involverede parter om at udrede, hvad der er sket. Det står dog klart, at deltagerne har gennemført et nøgenløb på stranden, for det har danske medier bragt billeder fra.

ANI refererer en unavngiven lokal embedsmand for at sige, at tilladelsen til at filme Robinson i Malaysia blev givet under forudsætning af, at der ikke skulle ske aktiviteter uden tøj.

En kvindelig deltager, der nægtede at smide tøjet, blev smidt ud af programmet.

Sponsoreret indhold