"Robinson Ekspeditionen 2009": Mega bitter
Selv om han havde sine bange anelser, kunne Andrew Prasana, 23, kun ryste på hovedet, da han mandag blev stemt ud af "Robinson Ekspeditionen".
- Jeg havde lagt mærke til, at de ikke kunne se mig i øjnene op til ørådet, men vidste ikke, hvad de havde gang i.
De smed den stærkeste mand ud. Jeg havde været en nøglefigur i dysterne og var klart den stærkeste allround. Hvis de ville vinde, skulle de jo smide de svage ud, siger Andrew og er ikke i tvivl om, at det såkaldte "kloge"-hold virkelig bar sig dumt ad.
- De bed sig selv i røven. De gjorde virkelig sig selv en bjørnetjeneste. Jeg er meget taktisk og hårdfør - det skal jeg nok få bevist, siger Andrew, der som de fleste nok kan regne ud, nu bliver den eneste beboer på Utopia" i denne uge, og altså den eneste, som prøver tilværelsen som en ægte Robinson.
- Jeg får mit helt eget program. Det kan ikke være bedre, griner Andrew, som går med en skuespillerdrøm og gerne viser talentet for de mange tusinde seere.
- Og hver gang, jeg er på randen til at give op, tænker jeg på hævn. Jeg er et stort vindermenneske og mega bitter over at blive stemt ud. Jeg knoklede sammen med Villy, mens de andre pyntede op og flettede hinandens hår.
De fjantede rundt. Det var virkelig en børnehave. Men de tager fejl af mig. Hver gang min krop siger, jeg skal tage hjem, så tænker jeg på hævn over dem, som stemte mig ud.